Gaza

Gaza: Vis ingen nåde, tillad ingen retfærdighed

Af Stuart Littlewood

Hvem ville have troet, at ved juletid 2008 ville Vesten stadig være ude af stand til at opsamle mod til at sætte Israel på plads for forbrydelser mod palæstinenserne?
Et kristent synspunkt på den grusomme blokade af Gaza.

Den forfærdelige belejring af Gaza har foregået i mindst 30 måneder. ”Det startede marts 2006 – jeg var der,” udtaler en ven … Med andre ord så snart Hamas ubelejligt blev valgt til magten. I begyndelsen af april havde EU stoppet al finansiel hjælp, og den økonomiske blokade var startet.
Gaza led allerede af alvorlige afsavn, da jeg var på besøg for et år siden. Jeg skrev bagefter:

”Jeg bemærkede de øde strande og de oplagte fiskerbåde ... Israel har forbudt fiskeri fra Gaza-kysten og ødelagt tilværelsen for 3.000 fiskere, og berøvet de lokale en ordentlig diæt. De både, der trodser forbuddet, beskydes.
Gaza-striben er afskåret fra verden udenfor af et israelsk hegn bevogtet af vagttårn, snigskytter, tanks, bevæbnede bulldozere og førerløse fly. Israel foregiver, at de trak sig tilbage for to år siden, men kontrollerer stadig luftrummet over Gaza, kystlinjen og radiobølgerne. De har forseglet stedet som et fængsel og foretager jævnlige mindre invasioner ...”

Netop nu er den strangulerede økonomi i frit fald, og for halvanden million almindelige mennesker er livet et helvede. Arbejdsløsheden er oppe på 65 %, og 80 % lever under fattigdomsgrænsen.
Man er ved at løbe tør for brændstof, og også for basisvarer som f.eks. vaskepulver. Ødelagt infrastruktur og mangel på fødevarer medfører alvorlige offentlige og individuelle sundhedsproblemer. Strømafbrydelser forstyrrer hospitalerne, og vital medicin kan ikke holdes nedfrosset. Tusinder må se døden i øjnene, mens den medicinske behandling kollapser.

En ven e-mailede: ”I dag har vi ikke længere cement til at anlægge grave for dem, der dør.”

Gazas sundhedsministerium rapporterede derpå, at kræft- og hjertepatienter manglede helt nødvendig medicin. Der var ingen radioterapi. Hundredvis af nyresvigtspatienter modtog ikke dialyse så ofte, som de burde, fordi en tredjedel af maskinerne ikke var i drift. Mangel på reservedele har også sat andet diagnose- og terapiudstyr ud af kraft.

Hospitalerne var løbet tør for mange slags nødvendig medicin, og reserverne var faretruende små med hensyn til tøj og rengøringsmidler. Mangel på bedøvelsesmidler truede med at stoppe for operationer. Brændstoflagrene var nede på 15 dage, og der var ingen mad til patienterne. 450 kræftpatienter (35 % af dem børn) blev nægtet tilladelse til at krydse grænsen og få en rimelig behandling. Læger fra Human Rights har forsøgt at bringe de kritisk syge ud af Gaza, men er ofte blevet nægtet det af de israelske myndigheder. Så de døde under store smerter.

I England viste Channel 4 News en rystende rapport om, hvordan de syge blev afpresset. Hvis de indvilgede i at angive slægtninge, ville israelerne lade dem forlade Gaza. Hvis ikke, var de dømt til at ”blive i Gaza og dø”.

Sundhedsministeriets krisestyringsenhed har udsendt en liste over de mest presserende reservedele: ”Man kan ikke finde ord til at udtrykke den elendige situation for det medicinske udstyr på Gazas bedre hospitaler end den vedhæftede fil,” skrev direktøren.

Listen blev videresendt til adskillige britiske parlamentarikere, herunder min egen MP, med opfordring til at viderebefordre til den relevante minister. Hvem ville have troet, at en britisk regering i dag ville ignorere et sådan råb om hjælp fra et tidligere britisk protektorat?

Europaparlamentet har tidligere vedtaget en resolution, som bad Israel om at hæve blokaden og garantere humanitær hjælp og nødvendige forsyninger. Israel svarede med at erklære Gaza for en ”fjendtlig enhed” og øgede brutaliteten i de kollektive afstraffelser. Der har der været utallige opfordringer fra FN og andre organisationer til at stoppe belejringen.

Men det forræderiske EU var kun alt for glad for at se den fortsætte og belønnede Israel med at opgradere forbindelserne og handelsaftalerne mellem EU og Israel i stedet for at suspendere dem, som de skulle ifølge EU’s egne regler.

Skurke oversvømmer magtens korridorer, men hvor er der personer af format og integritet til at gribe ind og stoppe disse overgreb … i Guds navn, i Allahs navn, eller simpelthen blot i almindelig anstændigheds navn?

Nu, et år senere, advarer Gazas sundhedsminister om, at mange flere vil dø, hvis det lykkes for Israels hyppige strømafbrydelser og brændstofrestriktionerne at lukke ethvert livsopretholdende system, der stadig fungerer. Mangel på reservedele har sat halvdelen af ambulancerne ud af drift, og 95 typer medicin, plus cancermedicin, er ikke længere til at få i Gaza-striben. 220 maskiner, der bruges til dialyse og andre alvorlige tilstande, indbefattet CT-scanning, er ubrugelige.

Israel tillader ikke læger og journalister adgang til Gaza for at bevidne og rapportere, hvordan det står til. Vi kan kun gætte på omfanget af de forfærdelige forhold, belejringen har skabt.

Hvad Gazas fiskere angår, stopper chikanerierne aldrig. For nogle dage siden opbragte israelske kanonbåde tre fiskerbåde og kidnappede 15 palæstinensiske fiskere og tre internationale fredsaktivister – en af dem britisk – i palæstinensisk farvand. Men den britiske regering og dens kongelige flåde bekymrer sig langt mere om pirater, der kidnapper supertankere ud for Somalias kyst, end om at beskytte britiske og palæstinensiske borgere, der lovligt og fredeligt udøver deres erhverv mod pirateri ud for Gazas kyst.

Mens jeg skriver, er et libysk skib på vej til Gaza med fødevarer. Den første arabiske båd, som forsøger at bryde belejringen. Hvor er de andre? Der burde være en armada!

Da vi i 2007 tog til Gaza, var det for at vise solidaritet med de muslimske og kristne trossamfund, der lider under den israelske totenschläger, på vores egen beskedne måde. Vi ønskede at møde Fr. Manuel Musallam, den heroiske præst, der i ni år har været indespærret i Gaza ude af stand til at besøge sin familie, der ikke bor langt væk, på Vestbredden, fordi israelerne ikke vil give ham rejsetilladelse. Da hans forældre døde, blev han forhindret i at deltage i deres begravelse.
Da han hørte, at vi ville komme, fortalte en kollega, brød denne modige mand ud i tårer.

Nu, 70 år gammel og med svigtende helbred, har han pludselig fået lov til at blive genforenet med sin familie. Dette efterlader sognet og dens glimrende skole uden præst, og en erstatning må findes … en, der er villig til at være fange.

Frihed til gudsdyrkelse i Det Hellige Land bliver rutinemæssigt nægtet for muslimer og kristne. Og for at understrege denne kendsgerning blokerede israelerne for, at pavens repræsentant, ærkebiskop Antonio Franco og hans kollegaer, kunne komme ind i Gaza-striben sidste søndag for at holde en gudstjeneste, skønt arrangementet var blevet aftalt dage i forvejen. De var tvunget til at vente i tre timer ved grænseovergangen til ingen nytte.

Hvem skulle have troet, at ved juletid 2008 ville det internationale samfund stadig vende et blindt øje til den israelske forfølgelse af kristne og muslimer i Det Hellige Land?

Og hvem kunne have troet, at den vestlige kristendoms store kirker ville læne sig tilbage og se på, at Det Hellige Land bliver stjålet, og ikke engang anspore deres politikere til handling?’

Mens borgere her i England forbereder deres muntre festligheder i sikkerhed og varme, hvad er chancerne for en glædelig jul i det plagede Gaza? Nul. Familierne vil fryse, sulte og sandsynligvis krybe sammen i mørke det meste af tiden, mens de frygter det næste israelske bombeangreb og lever i konstant angst for en ny invasion.

Deres juleelendighed skyldes de moralsk fallerede vestlige lederes imødekommenhed, som rotter sig sammen med Israel for at ødelægge Gaza og få befolkningen dér i knæ eller kastet i graven.

Stuart Littlewood er forfatter til bogen Radio Frit Palæstina, som fortæller om den vanskelige situation for palæstinenserne under besættelsen.

Oversat for Boykot Israel efter Palestine Chronicle, London 28. november

http://palestinechronicle.com/view_article_details.php?id=14428