www.boykotisrael.dk

- Tilbage >

Demokratiet under beskydning

Af  Tariq Shadid  PalestineChronicle.com

Hvis Israel og USA virkelig sætter pris på demokrati, bør de så ikke vise deres respekt for det og hilse det nye palæstinensiske parlament velkommen?

Efterhånden som verden er ved at komme sig efter chokket over Hamas' jordskredssejr ved det palæstinensiske valg, begynder reaktioner rundt omkring på kloden at blotlægge de umådelige modsigelser der indgår i selve den israelske besættelses væsen. Ikke desto mindre er det også blevet klart at det palæstinensiske svar på den aktuelle israelske politik med fortsat konfiskation af jord, etnisk adskillelse og daglig undertrykkelse er lige så solid som den er logisk.

Selv om verdens ledere udtrykker deres misbilligelse af dette forhold og forudser en mørk fremtid for de israelsk-palæstinensiske fredsforhandlinger, ligger der en tydelig og tilstedeværende fare i at godkende deres opfattelse af situationen.

Det er klogere at søge en forklaring på forandringen i det politiske landskab end simpelthen at forbinde Hamas med ekstremisme og derfor antage at et flertal af palæstinenserne har udtrykt deres ønske om en fortsættelse af voldelig konflikt ud fra dette resultat af valget. Trods alt er vold ikke i højere grad et ønske for palæstinensere end for en hvilken som helst anden befolkning i verden. Som andre menneskelige væsener ønsker de at kunne leve i deres eget land og blive styret af en regering der er deres egen, i selvbestemmelse og uafhængighed.

Uden for den politiske kontekst vil det sige at kunne modtage uddannelse, have et sundhedssystem, kunne dyrke jord og sælge afgrøder, kunne rejse inden for landet og ud af det, og ikke skulle frygte uventet voldelig død for snigskytters beskydning. Alle disse aspekter af et normalt liv har i mange år været stærkt indskrænket under israelsk besættelse, i nogle områder i en grad så de næsten er fuldstændig fraværende. I dette lys er det påfaldende hvordan normale massemedier med stor omhu har holdt det fulde omfang af palæstinensisk lidelse under det israelske apartheidstyre uden for offentlighedens blik, både i deres nyhedsformidling og deres politiske analyser.

Lad os ikke glemme at i 1993, da forhandlingerne ifølge Osloaftalerne begyndte, standsede palæstinenserne deres folkelige opstand under indtryk af forhåbninger om en bedre fremtid. I den periode var støtten til Fatah overvældende, og flertallet af befolkningen roste Yassir Arafat for hans plan om "Fred til de tapre", som det tydeligt kom frem gennem meningsmålinger og valgresultater. Selv flertallet af dem der var imod Oslo-projektet, tilsluttede sig denne holdning, ikke ud fra nogen personlig tilbøjelighed til voldelig konflikt, men baseret på deres mistillid til den israelske regerings hensigter.

Deres kritiske holdning har desværre vist sig at være en korrekt vurdering af Israels sande mål som ligger bag statens tilslutning til Osloaftalerne. For Israel betød Oslo "Fred for jord", hvor en våbenhvile baseret på en proces med dygtigt iscenesatte forhandlinger ville gøre det muligt at konfiskere mere jord og lægge grunden til videre kolonisering og etnisk adskillelse.

Det forhold at Israel i denne periode har fordoblet antallet af dets bosættere fra ca. 200.000 til over 400.000, oprettet etnisk adskilte regioner, yderligere forstærket af byggeriet af den internationalt fordømte "adskillelsesmur", konfiskeret tusinder af hektar jord og ødelagt tusinder af hjem og afgrøder, viser dette tydeligere end noget andet.

Kun de der har konsumeret massemediernes daglige fejlfremstillinger af virkeligheden og godkendt Israels gengældelsesmantra, hvor enhver israelsk handling på det militære eller udvidelsesmæssige område forklares som et forsvar mod palæstinensiske angreb, har grund til at blive forbavsede over Hamas' valgsejr.

Har Israel virkelig ventet at efter at det havde lokket Fatah i sin fælde af falske løfter, skulle palæstinenserne uden videre lade "Fred til de tapre" ændres til "Fred til de uvidende"?

Det er meget sandsynligt at denne politiks israelske arkitekter var ganske klare over hvordan palæstinensernes holdning ville blive, i betragtning af at den massive koloniseringsplan længe havde stået på deres skjulte dagsordner.

Men israelsk propaganda og mediepåvirkning har arbejdet hårdt på at holde verdens forventninger vendt i den retning ved at skjule hvordan dagligdagens realiteter er for et folk der holdes under hård besættelse, er voldeligt tvunget til forarmelse, fratagelse af grundlæggende livsfornødenheder og fuldstændig mangel på personlig sikkerhed. Denne fremgangsmåde har været afgørende for at holde mekanismen "at lægge skylden på offeret" intakt.

Af disse grunde er det hverken palæstinenserne eller israelerne der er forbavsede eller chokerede over valgets resultat, og spørgsmålstegnene sættes især af folk udefra som ikke er helt vidende om omfanget af den israelske ekstremistiske besættelsespolitik. De befinder sig stadig under det forkerte indtryk at mens Israel sidder og er et eksemplarisk demokrati, udøver palæstinenserne vold fordi det formentlig er i deres natur at gøre det. Man kan ikke vurdere love for handling og gengældelse i denne sammenhæng, uden den rigtige information.

Hvorfor skulle palæstinenserne have fortsat med at sætte deres lid til Fatah som israelerne havde narret ind i en plan der endte med at frembringe apartheidmuren og bosættelsesudvidelsernes næsten fuldstændige omringning og opdeling af Jerusalem, en forøgelse af kaos inden for selve det palæstinensiske samfund, og en "rømning af Gaza" som afledte verdens fokus fra den fortsatte israelske udvidelse af bosættelserne på vestbredden, mens den skabte flere problemer end løsninger for palæstinenserne?

Var det overhovedet logisk at vente at Fatah ville kunne opretholde nogenlunde popularitet efter at det var blevet lagt i håndjern af israelske besættelsesstyrker og uden en brugelig plan eller vision for fremtiden eller meningsfulde resultater i fortiden som kunne indgyde tilstrækkelig tillid?

Dette er grunden til at mennesker i de vestlige samfund, desværre ofte vildledt af deres egne medier, ikke bør glemme at kræve handling af deres egne regeringer hvis de ikke er glade for Hamas' sejr ved valget. De kunne have set resultater der var mere gunstige fra deres perspektiv, hvis de palæstinensiske nationale myndigheder var blevet støttet som de fortjente, ikke nødvendigvis finansielt, men, hvad der er vigtigere, politisk. I stedet har europæiske og amerikanske regeringer helhjertet tilsluttet sig Israels fordømmelse af Arafat og tilladt Israel bogstavelig talt at bombe PA's administrative og lovgivningsmæssige apparat sønder og sammen.

Ved at bruge deres stemmeret og vetoer mod FN-resolutioner der kunne have bragt nogen balance på vægten hvis de var blevet iværksat, har de gentagne gange bidraget til at skjule at israelske krigsforbrydelser er daglig praksis. Hvis det ikke havde været tilfældet, kunne palæstinenserne havde set en vis rimelighed i at se bort fra de korruptionsskandaler der har været forbundet med de palæstinensiske myndigheder under Fatah og akcepteret deres politik, bygget på håb om at kunne slå ind på en vej der fører til en selvstændig stat. Under de nuværende omstændigheder er fortsatte forhandlinger i Fatahs stil blevet en vanskelig politik at forsvare, om ikke af andre grunde så ud fra israelsk praksis, nemlig at opdele de besatte områder til en usammenhængende række indemurede regioner der har knust ethvert håb om en levedygtg palæstinensisk stat.

Hamas tilbyder et solidt standpunkt hvad angår retten til selvforsvar mod besættelse og undertrykkelse, et uplettet rygte med hensyn til korruption, udmærkede sociale ordninger og, som det vigtigste, har det udvist forstandig smidighed ved at påtage sig at blive del af den politiske proces. Når man føjer disse kendsgerninger sammen, er det ikke svært at se hvorfor Hamas har været i stand til at opnå den politiske jordskredssejr og få over 50 % af de 132 pladser i det palæstinensiske parlament. Der er endda en klar mulighed for at partiets politik kan udvikle sig til en mindre hård linje nu hvor den politiske repræsentation er blevet grundfæstet. Det ville ikke være første gang i historien at en modstandsbevægelse under lignende omstændigheder har ført en blødere politik efter at være kommet til magten.

Hvis Israel og USA virkelig sætter pris på demokrati, bør de så ikke vise deres respekt for det ved at lykønske det nye palæstinensiske parlament med dets demokratiske resultater og åbne en dialog med det i dets helhed for at diskutere betingelserne for en fredelig løsning af konflikten? Men uanset hvad de vil vælge at gøre, er det sandsynlige at de vil fortsætte med hensynsløst at iværksætte den israelske plan om fuldstændig militær dominans og kolonisering, sådan som det uafbrudt har været tilfældet gennem hele historien siden oprettelsen af Israel.
 

- Tariq Shadid er palæstinensisk almen kirurg og medieaktivist bosat i Holland og kan kontaktes på  tariqshadid@hotmail.com

Oversat fra engelsk til dansk ved Minna Skafte Jensen