Er FN medskyldig i Israels massakre i Gaza

Er FN medskyldig i Israels massakre i Gaza?

Af Omar Barghouti, The Electronic Intifada 1. januar 2009

En ven sendte mig en original nytårshilsen ved årsskiftet:
“Jeg ønsker, at år 2009 bliver et frygteligt år for alle krigsforbrydere og deres medskyldige.”
Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvorvidt nogle af FN’s embedsmænd kan tælles med blandt sådanne ’medskyldige’.

I løbet af de sidste to dage har forskellige FN-embedsmænd fastslået, at procentdelen af civile blandt dræbte palæstinensere under den nuværende israelske angrebskrig på Gaza er omkring ”25 procent” og ”forventes at stige”.
Selv ud fra bedste intentioner afspejler en sådan lakonisk fastslåen af dette smerteligt lave tal en lurvet research eller skandaløs inkompetence. I værste fald afslører den en forsætlig vildledning og misinformation, der kun kan gavne den allerede massive og velsmurte israelske propagandamaskine.

FN’s meddelagtighed i Israels propagandakrig er det seneste, om end sjældent omtalte, udtryk for denne internationale organisations fuldstændige fallit med hensyn til at forsvare sine principper, blandt hvilke i første række står at forebygge krig og fremme freden, når udførelsen af denne pligt forventes at vække den amerikanske overherres og den enestående indflydelsesrige israelske lobbys vrede.

Ikke alene har FN’s generalsekretær forrådt selve FN’s charter og alle relevante internationale principper ved ikke selv at fordømme Israels massakre på civile og de målrettede angreb mod civile institutioner og boligområder. Hele FN-systemet har hidtil behandlet det som en ”krig” mellem to forholdsvis symmetriske kræfter, hvor den mægtigste side har tilstrækkelig begrundelse til at ”forsvare sig”, men som bør gøre det på en mere proportionelt passende måde, mens den svagere side er hovedansvarlig for udløsningen af den ”væbnede konflikt”.

Nu fokuserer ledende FN-embedsmænd – med undtagelse af den exceptionelt modige og principfaste rapportør om menneskerettighederne i de besatte områder Richard Falk og et par andre – kun på ”kvinder og børn” som ofre for massakren. Det indebærer – selv hvis det er utilsigtet – at alle palæstinensiske mænd i Gaza er legitimt bytte for den israelske dræbermaskine. De snesevis af palæstinensiske civile politifolk, der blev slagtet ved starten af det massive israelske luftangreb med snesevis af jetjagere, blev således bekvemt affærdiget i sådanne uansvarlige FN-opgørelser over tabstal som Hamas-’krigere’ eller noget i den stil, som ustraffet kan rettes angreb imod. For slet ikke at nævne det store antal mandlige lærere, læger, arbejdere, landmænd og arbejdsløse, der blev dræbt af Israels vilkårlige bombardementer på deres arbejdspladser, offentlige kontorer, boliger eller på gaden, og som ikke blev talt med i regnskabet over civile ofre for Israels krigeriske blodrus.

Frem for alt betyder denne FN-holdning ikke alene, at man reducerer en halv million palæstinensiske mænd i den ødelagte, plagede og besatte Gaza-kystlinje til at være ’militante’, radikale ’krigere’, eller hvilket ord der nu bruges i den forbavsende, men karakteristisk, forudindtagede vestlige mediedækning af de israelske krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i Gaza, som nogle internationale menneskeretseksperter har betegnet dem. De behandles som allerede dømte forbrydere, som fortjener den dødsdom, Israel har tildelt dem.

Jeg er ikke ekspert i FN’s historie, men jeg tror, at dette udgør et nyt lavpunkt og sætter en ny præcedens ved at dehumanisere hele den voksne mandlige befolkning i en ’konflikt’-region, hvorved man retfærdiggør de fatale angreb eller i det mindste tavst samtykker i dem.
Men det bør ikke overraske nogen, da de samme FN-ledere nu i 18 måneder har indtaget en uhyggelig tavshed eller tilmed indirekte på den ene eller anden måde har retfærdiggjort Israels belejring af Gaza, der, som Falk har beskrevet det, er en ”optakt til folkemord” og af ham sammenlignes med nazisternes forbrydelser.

Hvis man vil være virkelig storsindet og give disse FN-embedsmænd kredit for tvivl – hvilket jeg slet ikke vil anbefale i betragtning af omfanget af massakren og deres bevislige meddelagtighed – må man antage, at de er stærkt i vildrede med, hvordan man bedst kan kategorisere de tusindvis af palæstinensiske ofre for Israels krig mod Gaza, dræbte eller sårede. Selv en lemfældig gennemgang af den israelske hærs pressemeddelelser og menneskerettighedsorganisationers rapporter vil imidlertid totalt eliminere muligheden af, at FN’s tal på 25 procent var produktet af sygelig inkompetence eller teknisk mangelfuldhed, som er almindeligt gældende kendetegn ved organisationen.

En nylig artikel i Washington Post citerede f.eks. en højtstående israelsk militærembedsmand for at sige: ”Der er mange aspekter ved Hamas, og vi forsøger at ramme hele spektret, fordi det hele hænger sammen, og alt sammen støtter terrorisme mod Israel.” En talskvinde i den israelske hær gik videre og udtalte ”Alt, der er tilknyttet Hamas, er et legitimt mål.”

I betragtning af, at Hamas i Gaza-ghettoen reelt er det ’herskende’ parti – de blev trods alt demokratisk valgt – og at dets sociale institutioner og velgørende organisationer er den største leverandør af sociale ydelser til den fattige og belejrede befolkning, så er HELE Gazas civile infrastruktur teknisk set betragtet som ”tilknyttet” Hamas: offentlige skoler, hospitaler, universiteter, lov og orden-organer, trafikpoliti, affaldsbehandling og vandrensningsstationer, ministerier, der står for vitale forsyninger til offentligheden, moskeer, offentlige teatre og mange ikke-regerings institutioner.

Hvis læseren føler, at dette er en overdrivelse, kan man i dag i de første timer på den første dag i det nye år se, at det israelske luftvåben allerede har bombet følgende ’mål’ i Gaza: Det Palæstinensiske Lovgivende Råd, undervisningsministeriet og justitsministeriet. Tidligere er flere moskéer blevet pulveriseret og jævnet med jorden. Det samme blev hovedbygninger for det islamiske universitet i Gaza, hvor der går 20.000 studerende. Ambulancer og private hjem blev heller ikke sparet.

Selv B’Tselem, Israels førende menneskerettighedsorganisation, som ofte ytrer sig med hvidvaskende, ’afbalancerede’ eller selektive rapporter, der fokuserer på den mindst kriminelle side af Israels optræden i det besatte palæstinensiske område, var tvunget til at konkludere, at den israelske hærs angreb var overlagte og målrettede ”mod, hvad der kan betragtes som klare civile mål”, som ikke er ”involveret i militære aktioner mod Israel”, uden at gøre forskel mellem mandlige og kvindelige civile.

I en erklæring fra organisationen den 31. december hedder det:

”For eksempel bombede militæret hovedbygningen for politiet i Gaza og dræbte ifølge rapporter 42 palæstinensere, som var på træningskursus og stod i formation, da de blev angrebet. Deltagerne i kurset lærer om førstehjælp, håndtering af den offentlige orden, menneskerettigheder, øvelser i offentlig sikkerhed og så videre. Efter kurset skulle politifolkene fordeles på forskellige grene af politistyrken i Gaza med ansvar for at opretholde den offentlige orden.

Et andet eksempel er gårsdagens bombning af regeringskontorerne. Disse kontorer inkluderer udenrigsministeriet og arbejds-, bygge og boligministeriet. I en meddelelse fra den israelske hær udtaler en talsperson om dette angreb, at ”angrebet blev udført som reaktion på det igangværende raket- og morterbombardement udført af Hamas mod israelsk territorium og inden for rammerne af den israelske hærs operationer for at ramme Hamas’ statslige infrastruktur og aktive medlemmer af organisationen.”

For at gøre dette punkt helt klart for en gennemsnitlig vestlig læser, som måske i årenes løb har inkorporeret en opfattelse af israelere – som upræcist og helt bevidst afbildes af den israelske og vestlige propaganda som en del af ’Vesten’ – som fuldgyldige mennesker, mens palæstinensere sammen med næsten alle verdens beboere i syden er relative mennesker, kan følgende overførings-øvelse måske være nødvendig:

Tænk, hvis den palæstinensiske modstand under udøvelsen af sin ellers helt legitime og FN-sanktionerede ret til at bekæmpe Israels besættelse og apartheid betragtede alle institutioner ’tilknyttet’ den israelske regering som legitime mål, der begrunder bombningen af universiteter, hospitaler, civile ministerier, offentligt drevne synagoger, boligkvarterer, hvor regeringen eller hærens tjenestemænd bor eller arbejder, og andre civile ’mål’, og på fem dage blot dræbte 1.600 israelere og sårede 8.000 (fire gange det nuværende antal i Gaza, da Israels befolkning er fire gange så stor). Hvad ville FN gøre? Ville FN’s embedsmænd kun tælle israelske kvinder og børn som ofre? Ville de opfordre begge parter til at ’udvise tilbageholdenhed’ eller til at afslutte ’volden’?

Moralsk og også juridisk, for dette er ikke engang en retfærdig ombytning af rollerne, for Israel forbliver uanset hvad besætteren, den koloniale bosætter og undertrykker, mens de indfødte palæstinensere forbliver koloniserede og undertrykte.

Oversat til dansk af Henning Paaske Jensen for Boykot Israel efter The Electronic Intifada 1. januar 2009

http://electronicintifada.net/v2/article10089.shtml