-
Tilbage -
Ophæv Israels FN-medlemsskab
Af Snorre Lindquist og Lasse Wilhelmson
Den svenske arkitekt Snorre Lindquist, der har bygget
kulturhus i Bethlehem, og amtrådsmedlem Lasse Wilhelmnson om Israel forbrydelser
mod folkeretten
Gaza-striben er i dag verdens største koncentrationslejr. Situationen bliver
stadigt mere ulidelig for de 1,5 millioner palæstinensere, der bor der.
Leveringer af mad, medicin og brændstof er gjort vanskelig eller stoppet helt.
Underernæringen af børn er tiltagende. Vandforsyning og dræn er holdt op med at
virke. Børn dør af manglen på sundhedspleje. Tunneller til Ægypten gravet med
hænderne er det eneste åndehul. Journalister og diplomater nægtes adgang. Israel
planlægger yderligere militære bestræbelser. Palæstinenserne i Gaza skal
udsultes til overgivelse og er blevet et ægyptisk problem.
FN burde bruge ordet apartheid sammen med Israel og overveje sanktioner med det
tidligere Sydafrika som model. Det var det budskab Miguel d’Escoto Brockmann,
præsident for FN's generalforsamling, overbragte på mødet den 24. november 2008,
hvor FN's generalsekretær Ban Kimoon også var til stede.
Mairead Mcguire fra Irland, der fik Nobels fredspris i 1976, har for nyligt
foreslået at starte en folkelig bevægelse, som kræver, at FN ophæver Israels
medlemskab. Det internationale samfund har behov for at sætte et føleligt pres
på Israel for at stoppe dets krigsforbrydelser.
Ikke en eneste gang de sidste 60 år har Israel vist nogen intention om at leve
op til betingelserne, der er fastsat af FN i forbindelse med landets medlemskab
i 1948, navnlig, at de palæstinensere, der er blevet fordrevet fra deres hjem,
skulle have lov til at vende tilbage ved den først mulige lejlighed. Desuden har
Israel en lidet flatterende verdensrekord i at ignorere FN's resolutioner.
Der kan ud fra folkeretslovgivning stilles spørgsmålstegn ved, om Israel er en
legitim stat. Den etablerede praksis mellem stater kræver normalt grænser, der
er lovligt fastlagte og en forfatning. Israel har ingen af delene. Disse
betingelser er også med i FN resolution nr. 181 Opdelingsplan for Palæstina, der
blev vedtaget af generalforsamlingen i 1947. Planen blev accepteret af
zionistiske jøder i Palæstina, men blev afvist som uretfærdig af de arabiske
lande, af let forståelige grunde. Kun beslutninger, der er taget af FN's
sikkerhedsråd, har bindende kraft.
Senere har Israel ensidigt gjort krav på en betydelig større del af landet end
foreslået af FN.
Uddrivelsen af 80 pct. af de palæstinensere, der levede vest for
våbenstilstandslinen fra 1947 samt Israels afvisning af at lade dem vende
tilbage er et menneskerettighedsargument for at ekskludere Israel fra FN. Ikke
kun har Israel spillet falsk, hvad opdelingsplanen angår, men har i kraft af
sine handlinger ødelagt det fra starten spinkle grundlag for sit FN medlemskab.
Israel udnytter forskellige strategier for at opnå
sine mål, der er de samme som for over hundrede år siden: Så få, svækkede og så
godt kontrollerede palæstinensere som muligt på områder så små som muligte
mellem Middelhavet og Jordan-floden. Samtidig forsøger det at få en global
accept af dets ran af land, der er så vitalt for den ’stat’, der betegner sig
selv som ’jødisk og demokratisk’. Disse strategier har tydeligvis ikke nogen
lighed med en fredsproces.
Hvorfor er der aldrig nogen, der kommentarer den kendsgerning, at Israels
statsminister aldrig forsømmer en mulighed for at gentage, hvor vigtigt det er,
at resten af verden og palæstinenserne anerkender Israel, ikke som et
demokratisk land for alle sine borgere, men som en ’jødisk stat’ ?
Hvad ville vi have sagt, hvis Sydafrikas
statsminister på tilsvarende måde havde krævet anerkendelse af Sydafrika som en
’hvid og demokratisk stat’, og således de facto havde accepteret det racistiske
apartheidsystem, der lod ikke-hvide klassificere som mindreværdige mennesker?
I artiklen ’Zionismens endeligt’, offentliggjort af The Guardian 25. september
2003, skrev den jødiske afhopper og tidligere ordfører for Knesset, Avraham
Burg:
”Jøder fra diasporaen, for hvem Israel er en central
støttepæl for deres identitet må lytte efter og sige fra … Vi kan ikke beholde
et palæstinensisk flertal under en israelsk støvle og samtidig anse os selv for
at være det eneste demokrati i Mellemøsten. Der kan ikke være demokrati uden
lige rettigheder for alle, som bor her, arabere såvel som jøder… Statsministeren
burde præsentere valget direkte: jødisk racisme eller demokrati”.
Der kan ingen støtte findes i FN's anbefalinger om
en jødisk og en palæstinensisk stat med ulige rettigheder for borgerne i begge
lande. Der er heller ingen antydning af, hvordan en ’jødisk’ stat kan blive
jødisk. Men der er støtte til intentionerne om, at de demografiske forhold
skulle holdes intakte ved delingen. At fortolke teksten som en beskrivelse af en
’jødisk stat’, skræddersyet den zionistiske ideologi, står totalt i modsætning
til resolutionsteksten.
Selv Balfour-Erklæringen, som helt savner menneskerettighedsstatus, bemærker, at
det jødiske nationale hjem i Palæstina på ingen måde skulle gøre indgreb i
palæstinensernes rettigheder. Den amerikanske præsident Truman anerkendte heller
ikke Israel som en jødisk stat. Tværtimod udelukkede han lige præcis den
formulering, inden han tog sin beslutning om at anerkende Israel.
Altså savner en ’jødisk stat’ den legitimitet, som Israel så ihærdigt søger,
støtte i de internationale dokumenter, der vedrører statens tilblivelse. Den
israelske regering er naturligvis fuldt ud bevidst om dette. Hvorfor skulle den
ellers blive ved med at søge efter denne anerkendelse?
FN burde indlede en boykot af apartheidstaten Israel og - med truslen om
eksklusion af FN – forlange, at Israel tillader fordrevne palæstinensiske
flygtninge at vende hjem i overensstemmelse med FN- resolutionerne 194 og 3226.
Når det er gjort, kan meningsfulde fredssamtaler fortsætte og forskellige
løsninger for sameksistens indgåes – med lige rettigheder for alle folk mellem
Middelhavet og Jordan-floden.
Ingen sådan løsning kan være forenelig med opretholdelsen af en jødisk
apartheidstat.
Oversat efter
Palestine Chronicle
3.12.2008