Sharon: En Napoleon, "made in Israel"
Af Uri Avnery
Al-Jazzerah.info 9.1.2006
Fra sin tidlige ungdom var Sharon fuldstændig overbevist om at han var det eneste menneske i verden der kunne redde Staten Israel. Det var absolut sikkert, uden for enhver tvivl. Han vidste simpelthen at han var nødt til at vinde ubegrænset magt for at fuldføre den mission som skæbnen havde betroet ham.
Denne overbevisning førte til fuldstændig sammenfletning af personlig egocentrisme og national egocentrisme. For et menneske som tror han har en sådan mission, er der ingen forskel på private og nationale interesser . Hvad der er godt for ham selv, bliver automatisk godt for nationen og vice versa. Det betyder at enhver der hindrer ham i at opnå magt, i virkeligheden begår en forbrydelse mod staten. Og enhver der hjælper ham med at komme til magten, udfører i virkeligheden en patriotisk handling.
Denne tro styrede alle hans handlinger i årtier. Det forklarer den indædte beslutsomhed, udholdenheden, den ubøjelige stædighed der blev hans varemærke og gav ham øgenavnet "bulldozeren". Den tiltrak beundrere der fuldstændig faldt for hans indflydelse.
Den forklarer også hans holdning til pengesager. Det er blevet sagt at han "ikke stoppede for rødt lys", og at "love ikke gjaldt ham". Mere end én gang blev han anklaget for at modtage millioner fra rige jøder i udlandet. Dagen før hans skæbnesvangre slagtilfælde kom det frem at politiet havde rettet en formel anklage mod ham for at tage imod en bestikkelse på tre millioner dollars fra en casino-indehaver. (Det er bestemt en mulighed at det var det der sendte hans blodtryk i vejret og medvirkede til slagtilfældet.) Men det var ikke alle disse millionærer der regnede med noget til gengæld. Flere af dem der troede, som han selv gjorde, at de ved at støtte ham faktisk støttede Staten Israel. Kan der tænkes en mere hellig pligt end at yde en sikret indtægt til den israelske Napoleon så han kan anvende al sin energi på opfyldelsen af sin historiske mission?
I løbet af sin lange livsrejse klarede Sharon den slags forhindringer med lethed. De fik ham ikke til at afvige fra sin løbebane. Personlige tragedier og politiske nederlag bremsede ham ikke et eneste øjeblik. De ulykker der dræbte hans første kone og hans ældste søn, afskedigelsen fra embedet da han blev dømt af en undersøgelseskommission for "indirekte ansvar" for massakrerne i Sabra og Shatila, og de mange andre problemer, fejltagelser og skuffelser han blev ramt af i årenes løb afskrækkede ham ikke. Ikke et øjeblik fik de ham til at afvige fra bestræbelserne på at opnå absolut magt.
Og nu var det altsammen lige ved at blive virkeliggjort. Onsdag d. 4. januar 2006 kunne han være sikker på at han om tre måneder ville blive Israels enehersker. Han havde skabt et parti der tilhørte ham alene og ikke blot var på vej til at opnå en central position i det næste Knesset, men også at tilintetgøre alle de andre partier.
Han var besluttet på at bruge denne magt til fuldstændig at ændre Israels politiske landskab og indføre et præsidentstyre der ville have givet ham en almægtig stilling, som den Juan Peron havde i Argentina i sine velmagtsdage. Så ville han endelig blive i stand til at virkeliggøre sin historiske mission og udlægge de baner som Israel skulle følge for generationser, som David Ben-Gurion før havde gjort før ham.
Og netop da, præcis da det virkede som om intet længere kunne standse ham, blev han med brutal pludselighed forrådt af sin egen krop.
Det der skete, ligner et centralt motiv i en jødisk myte: den skæbne Moses fik da Gud straffede ham for hans overmod ved at lade ham få et kort glimt af det forjættede land på afstand, men lade ham dø før han kunne sætte sin fod på dets jord. På tærskelen til absolut magt ramte slagtilfældet Ariel Sharon.
Mens han endnu kæmpede for sit liv på hospitalet, var myten om "arven efter Sharon" allerede ved at tage form.
Som det er gået for mange ledere der ikke har efterladt sig et skrevet testamente, står det nu enhver frit for at forestille sig sin egen Sharon. Venstrefløjspolitikere der indtil fornylig havde forbandet Sharon som morderen fra Kibieh, slagteren fra Sabra og Shatila og det menneske der var ansvarligt for udplyndringen og slagtningerne i de besatte palæstinensiske områder, begyndte at beundre ham som "fredsmageren". Bosættere der havde fordømt ham som forrædder, begyndte at huske at det var ham der havde skabt bosættelserne og var fortsat med at udvide dem helt til den dag i dag
Indtil fornylig var han et af de mest hadede mennesker i Israel og i hele verden. Nu efter evakueringen af Gush Katif er han blevet offentlighedens yndling, næsten fra væg til væg. Nationens ledere har kronet ham som "den store kriger der er blevet en fredens helt".
Alle er enige om at Sharon har forandret sig fuldstændig, at han har flyttet sig fra den ene yderpol til den anden, som ordsprogets æthioper der har skiftet hud, og leoparden der har mistet sine pletter.
Alle disse analyser har ét til fælles: de har ingenting at gøre med den virkelige Ariel Sharon. De er bygget på uvidenhed, indbildning og selvbedrag.
Et enkelt blik på hans lange karriere (suppleret, må jeg indrømme, med et vist personligt kendskab) viser at han ikke har forandret sig overhovedet. Han er forblevet tro mod sin grundlæggende holdning og har kun tilpasset sine slogans til skiftende tider og omstændigheder. Hans overordnede plan er forblevet som den var fra starten.
Hans verdenssyn bygger på en simplistisk, 19. århundrede-agtig nationalisme der siger: vort folk står over alle andre, andre folk er laverestående. Vores nations rettigheder er hellige, andre nationer har slet ingen rettigheder. Moralske regler gælder kun forhold inden for nationen, ikke forhold mellem nationer.
Denne overbevisning fik han ind med modermælken. Den styrede Kfar Malal, den kooperative landsby han blev født i, ganske som den styrede hele verden på den tid. Særlig mellem jøder var den blevet forstærket af Holocausts rædsler. Sloganet "hele verden er imod os" er dybt forankret i den nationale psyke og særlig rettet mod arabere.
Det var på dette moralske grundlag man byggede planen om at grundlægge en jødisk stat, så stor som muligt og fri for ikke-jøder. Det kunne føre til den konklusion at den etniske udrensning Ben-Gurion påbegyndte i 1948, hvor halvdelen af palæstinenserne fik frataget deres hjem og jord, måtte fuldføres. Sharons karriere begyndte kort efter, da han blev udpeget til at lede undergrundskommandoen Unit 101, hvis morderiske handlinger på den anden side grænsen især havde som formål at forhindre flygtningene i at infiltrere sig tilbage til deres landsbyer.
Men Sharon blev ret tidligt overbevist om at endnu en omfattende etnisk udrensning var umulig i den umiddelbart overskuelige fremtid (bortset fra en eventuel uforudsigelig international begivenhed der fuldstændig ville forandre betingelserne).
I mangel af denne mulighed var Sharon overbevist om at Israel måtte annektere alle områder mellem Middelhavet og Jordanfloden uden tæt palæstinensisk befolkning. Allerede for flere årtier siden udarbejdede han et kort som han stolt fremviste til lokale og udenlandske personer for at omvende dem til hans synspunkter.
Ifølge dette kort vil Israel annektere områderne langs grænsen før 1967 så vel som Jordandalen frem til "bagsiden af bjerget" (et udtryk Sharon holder særlig meget af). Det vil også annektere adskillige øst-vest striber for at forbinde Jordandalen med den grønne linje. I disse områder afmærket til annektering skabte Sharon et finmasket net af bosættelser. Det har været hans vigtigste bestræbelse de sidste tredive år uanset hans embede – som landbrugsminister, handels- og industriminister, forsvarminister, boligminister, udenrigsminister, minister for infrastruktur og statsminister – og dette arbejde foregår også i dette øjeblik.
Områder med tæt palæstinensisk bebyggelse planlagde Sharon at overlade til palæstinensisk selvstyre. Han var besluttet på at fjerne alle de bosættelser som var etableret der uden nærmere overvejelse. På den måde ville 8-9 palæstinensiske enklaver komme til verden, afskåret fra hinanden og hver for sig omringet af bosættere og israelske militære installationer. Han var ligeglad med om de kunne kaldes en "palæstinensisk stat". Når han fornylig anvendte denne betegnelse, var det et eksempel på hans evne til at tilpasse sig, udvendigt og verbalt, til skiftende situationer.
Gazastriben er en af disse enklaver. Det er den virkelige betydning af fjernelsen af bosættelserne og tilbagetrækningen af den israelske hær. Det er første skridt i virkeliggørelsen af kortet: dette lille område med en tæt palæstinensisk befolkning på 1 1/4 million blev overladt til palæstinenserne. Israelske land-, sø- og luftstyrker omringer striben næsten fuldstændigt. Selve eksistensen af dens befolkning afhgænger til enhver tid af Israels nåde, idet det fuldstændig kontrollerer al indgang og udgang (bortset fra Rafah-overgangen til Ægypten som er fjernstyret af Israel). Israel kan afskære vand- og elektricitetsforsyningen med øjebliks varsel. Sharon havde til hensigt at skabe den samme situation i Hebron, Ramalla, Nablus, Jenin og de øvrige områder.
Er det en "fredsplan"?
Fred oprettes mellem nationer der enes om at skabe en situation hvor de alle kan leve i frihed, velbefindende og gensidig respekt og tro på at det er godt for dem. Det er ikke hvad Sharon havde til hensigt. Som militærperson kendte han udelukkende til våbenhviler. Hvis man havde tilbudt ham fred på et sølvfad, ville han ikke have kunnet se hvad det var.
Han vidste udmærket at ingen palæstinensisk leder havde mulighed for at acceptere hans kort, nu eller siden. Det var derfor han ikke havde til hensigt at føre politiske forhandlinger med palæstinenserne. Hans slogan var "vi har ingen forhandlingspartner". Hans hensigt var at virkeliggøre alle trin i sin plan "ensidigt", som han gjorde i Gaza – uden dialog med palæstinenserne, uden at tage deres krav og ønsker i betragtning, og naturligvis uden at forsøge at få deres samtykke.
Men Sharon ønskede rent faktisk at slutte fred – fred med USA. Han anså amerikansk godkendelse som altafgørende. Han vidste at Washington ikke kunne godkende hele hans plan. Så hans hensigt var at opnå amerikansk samtykke skridt for skridt. Eftersom præsident Bush fuldstændig har underkastet sig hans vilje og ingen ved hvem der kommer efter ham, var det Sharons hensigt at virkeliggøre hovedparten af sin plan i løbet af de næste 2-3 år, før præsidentens embedsperiode udløb. Det var en af grundene til hans hastværk. Han var nødt til at opnå absolut magt nu, øjeblikkeligt. Kun hjerneblødningen forhindrede det.
Den iver hvormed så mange gode venstreorienterede mennesker accepterede "Sharons mission" viser ikke deres forståelse af hans planer, men snarere deres egen længsel efter fred. De længes af hele deres sjæl efter en stærk leder som har vilje og evne til at afslutte konflikten.
Den beslutsomhed hvormed Sharon fjernede bosætterne fra Gush Katif fyldte disse venstreorienterede med begejstring. Hvem skulle have troet at der var en leder der var i stand til at gennemføre projektet uden borgerkrig og uden blodsudgydelse? Og når det kunne lade sig gøre i Gazastriben, hvorfor skulle det så ikke kunne ske på Vestbredden? Sharon vil fordrive bosætterne og skaffe fred. Alt dette uden at venstrefløjen behøver at løfte en finger. Frelseren vil komme af sig selv, som deus ex machina. Som et hebræisk ordsprog siger, "de retfærdiges værk udføres af andre", som kan være alt andet end retfærdige.
Sharon har haft let ved at tilpasse sig til denne længsel hos offentligheden. Han har ikke ændret sin plan, men givet den en ny fernis i tidens ånd. Fra nu af er han fremtrådt som en "fredsskaber". Selv var han ligeglad med hvilken maske det var bekvemt at bære. Men denne maske afspejler det israelske folks højeste ønsker.
Fra denne synsvinkel kan den indbildte "arv efter Sharon" spille en positiv rolle. Da han skabte sit nye parti, tog han en række Likudmedlemmer med sig, dem der var nået til den konklusion at det var blevet umuligt at nå målet om "hele Eretz Israel". Mange af dem vil blive i Kadima-partiet selv efter at Sharon har forladt scenen. Som resultat af en fortsat, langsom, underjordisk proces er Likudmedlemmer også parate til at affinde sig med delingen af landet. Hele systemet bevæger sig i retning af fred.
Selv om "arven efter Sharon" er fiktiv, kan den blive gavnlig hvis Sharon i den optræder i sin sidste inkarnation: Sharon der fjerner bosættelser, Sharon som er parat til at opgive dele af Eretz Israel, Sharon der accepterer en palæstinensisk stat.
Det var ganske vist ikke Sharons hensigt. Men som Sharon selv kunne have sagt: det er ikke hensigterne der er af betydning, men de håndgribelige resultater.
Oversat fra engelsk for Boykot Israel kampagnen ved M.S.J.