Dagen hvor hele verden blev Gaza
Af Ali Abunimah
Følelserne har været særlig voldsomme i Tyrkiet hvor man regner med at
mindst fire medborgere er blevet dræbt. [AFP]
Siden Israels invasion og massakre på over 1400 mennesker i Gaza for 18 måneder siden med navnet Operation Støbt Bly, har borgerretsbevægelser verden over optrappet deres kampagner for retfærdighed og solidaritet med palæstinenserne.
Derimod har regeringerne fortsat deres sædvanlige arbejdsformer og opretholdt en indforstået tavshed.
Israels dødbringende angreb på
frihedsflotillen til Gaza vil måske ændre det og stimulere regeringer
til at følge i deres befolkningers spor og gribe til handling uden
fortilfælde for at bremse Israels voksende lovløshed.
Uddybende
Hykleri
Et af de beskeste billeder fra Operation Støbt Bly viste smilende regeringsledere fra EU, der besøgte Jerusalem og klappede Ehud Olmert, den daværende israelske statsminister, på skulderen mens hvidt fosfor stadig brændte sig ind i kødet på palæstinensiske børn få kilometer borte.
De vestlige lande udtrykte nu og da mild utilfredshed med Israels ”overdrevne” brug af vold, men retfærdiggjorde stadig Gazamassakren som ”selvforsvar” – selv om Israel let havde kunnet standse raketskyderiet fra Gaza, hvis det havde været formålet, ved at vende tilbage til den våbenhvile der var indgået juni 2008, men som man demonstrativt havde brudt den følgende november.
Da Goldstone rapporten FN havde iværksat, fremlagde overvældende beviser for israelske krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, herunder målrettede drab på ubevæbnede civile, var der få regeringer der udtrykte andet end hyklerisk vilje til iværksætte retfærdige sanktioner.
Og hvad endnu værre var, efter Støbt Bly sendte EU-landene og USA deres flåder af sted for at hjælpe Israel med at iværksætte en blokade af Gaza, hvad der er lig med kollektiv afstraffelse af hele befolkningen og brud på den fjerde Genevekonvention der styrer Israels fortsatte besættelse.
Ikke et eneste land sendte et
hospitalsskib til at hjælpe med at behandle og evakuere de tusinder af
sårede, mange med forfærdelige skader, der strømmede ind til Gazas
hospitaler.
Kæp og gulerod
Angrebet vakte international harme. [AFP]
Blokaden har aldrig – som påstået af Israel og dets forsvarere – haft til formål at standse våbensmugling til Gaza.
Dens formål har altid været politisk: at volde civilbefolkningen så megen lidelse som muligt – så længe det stadig kan undskyldes politisk – for at få palæstinenserne i Gaza til at forkaste og gøre oprør mod Hamas-ledelsen, der blev valgt i januar 2006.
Tilbageholdelse af mad, medicin,
skolebøger, byggematerialer og tusinder af andre ting, så vel som
afbrydelse af retten til at rejse ind og ud af Gaza med noget som helst
formål er blevet et våben til at terrorisere civilbefolkningen.
Samtidig blev Vestbredden overøst med vestlig hjælp – selv om
almindelige mennesker dèr stadig kun har det lidt bedre end i Gaza – i
en ”kæp og gulerod politik”, der var beregnet på at få tilslutningen til
at skifte fra Hamas til den vestligt støttede, ikke-valgte
palæstinensiske ledelse, forbundet med den rivaliserende Fatah fraktion,
som gentagne gange har bevist sin ubetingede vilje til at samarbejde med
Israel uanset hvad Israel gør mod deres folk.
”Tanken er at sætte palæstinenserne på diæt, ikke at lade dem dø af
sult”, lød den berygtede forklaring fra Dov Weisglass, seniorrådgiver
for den israelske regering, i 2006. Efter denne målestok har blokaden –
støttet af mange arabiske regeringer og Kvartetten (USA, EU, FNs
generalsekretær og Rusland) – været en stor succes for så vidt som
talrige studier dokumenterer foruroligende vækst i fejlernæring af børn
efterhånden som det store flertal af Gazas befolkning er blevet
afhængigt af fødevarehjælp fra FN. Hundreder er døde på grund af
manglende adgang til nødvendig medicinsk behandling.
Udfyldelse af det “moralske tomrum”
Mens handlingslammelse og stiltiende accept har karakteriseret de officielle reaktioner, er det civile samfund trådt ind for at udfylde det moralske og juridiske tomrum.
I det halvandet år der er gået siden Støbt Bly, har den palæstinensisk ledede kampagne for boykot, stop af investeringer og sanktioner mod Israel (BDS = boycott, divestment, and sanctions) klaret at vinde betydelige sejre.
Aktioner lige fra beslutninger truffet af Norges pensionskasser og mange europæiske banker om at standse investering i visse israelske selskaber, til universiteters initiativer for at standse investering, internationale kunstneres afvisning af at optræde i Israel, eller aktioner med forbrugerboykot af supermarkeder verden over, har fået Israel til at se BDS som en voksende ”trussel mod landets eksistens”.
Indtil videre er effekten muligvis psykologisk snarere end økonomisk, men det var netop følelsen af voksende isolation og paria status der hjalp med at tvinge Sydafrikas apartheidstyre til at erkende at dets regime var uholdbart, og søge en fredelig forandring af forholdet til de selvsamme mennesker som de så længe havde dæmoniseret, umenneskeliggjort og undertrykt.
Rent faktisk er det eneste sandsynlige at BDS-bevægelsen nu vil tage fart: den svenske globale bestsellerforfatter Henning Mankell, der var en af passagererne på det tyrkiske skib Mavi Marmara, der blev kidnappet og bragt til Israel, sagde ved sin løsladelse: ”Jeg mener vi skal lære af erfaringen fra Sydafrika, hvor vi ved at sanktionerne havde stor virkning.”
Frihedsflotillen stod for det allerbedste og modigste i denne holdning hos civilsamfundet og dets vilje til ikke at overlade medmennesker til regeringers brutalitet, ligegyldighed og egoisme.
De umiddelbare reaktioner på Israels
angreb på flotillen tyder på at også regeringerne begynder at vågne op
fra deres tornerosesøvn og ryste den lammende frygt af sig for at
kritisere Israel der så længe har sikret landet straffrihed.
Den voksende kløft
USAs regering står bag Israel selv om den offentlige mening ikke gør. [AFP]
Faktisk viser de globale reaktioner en voksende kløft mellem USA og Israel på den ene side og resten af verden på den anden.
Mens israelske embedsmænd gjorde sig alskens krumspring for at finde retfærdiggørelse lige fra det latterlige (elitesoldater bevæbnet med farvepatrongeværer) til det godmodige (angrebet var en ”inspektion”), stod USA endnu en gang betingelsesløst bag sin allierede.
Mens Obama-regeringen tvang en udvandet præsidentudtalelse igennem i FNs sikkerhedsråd, forsøgte forsvarere af Israel i de ledende amerikanske medier gentagne gange at undskylde Israels handlinger og hævde at de var lovlige og retfærdige.
Ledende talsmænd for administrationen, bl.a. vicepræsident Joe Biden, begyndte åbenlyst at gentage deres israelske kolleger og hævde at Israels angreb ikke blot var lovligt, men retfærdiggjort af dets sikkerhedsbehov.
På trods af den forudsigelige og skamløse reaktion fra USA har den internationale fordømmelse været usædvanligt klar i mælet.
I sin tale til det tyrkiske parlament efter angrebet undsagde den tyrkiske statsminister Recep Tayyip Erdogan Israels ”statsterrorisme” og forlangte at det internationale samfund kræver en pris.
Erdogan lovede at ”Tyrkiet aldrig ville vende ryggen til Gaza”, og at det ville fortsætte sin kampagne for at ophæve blokaden og holde Israel ansvarligt selv hvis det måtte gøre det alene.
Der er glædelige tegn på at det ikke bliver nødvendigt.
Europæiske og andre lande kaldte de israelske ambassadører til samtale, og mange kaldte deres gesandter hjem fra Tel Aviv.
Franco Frattini, den italienske udenrigsminister og en af Israels mest standhaftige forsvarere i Europa, sagde at hans land ”uforbeholdent beklagede drabet på civile”, og forlangte at Israel ”måtte give en forklaring over for det internationale samfund” på drab han anså for ”absolut uacceptable uanset flotillens hensigter”.
Det er små lande der har udvist størst mod og klarhed. Nicaragua suspenderede fuldstændigt de diplomatiske bånd med henvisning til Israels ”ulovlige angreb”. Irlands statsminister Brian Cowen fortalte parlamentet i Dublin at hans regering havde ”rettet formelle krav” til Israel om at skibet Rachel Corrie, der stadig var på vej til Gaza, skulle have lov til at fortsætte, og advarede om de ”alvorligste konsekvenser” hvis Israel ville bruge vold mod det.
Båden, som er opkaldt efter en ung amerikansk fredsaktivist der blev dræbt af israelske besættelsesstyrker i Gaza i 2003, har malaysiske og irske aktivister og politikere ombord, bl.a. nobelpristageren Mairead Maguire.
En tærskel overtrådt
Det er stadig små aktioner, men de angiver af Israel måske har overtrådt en tærskel så det ikke længere kan tage stiltiende accept og indforståethed for givet.
Det er en kumulativ proces hvor hver ny grund til vrede formindsker den reserve af velvilje og overbærenhed som Israel har nydt godt af.
Selv hvis de fleste regeringer endnu ikke er helt parate til at gå fra ord til effektiv handling, vil voksende offentlig vrede efterhånden presse dem til at indføre officielle sanktioner.
Den israelske statsminister Benjamin Netanyahu var måske lidt for hurtigt ude den dag med sin overdrevne stolthed af og ros til mordene på havet selv efter de mange internationale fordømmelser.
Trods Israels intensive anstrengelser for at skjule og sløre hvad der foregik om bord på Mavi Marmara i de tidlige morgentimer 31. maj, så verden landet bruge nøjagtig den form for unuanceret brutalitet som Goldstone rapporten har dokumenteret.
Men denne gang var det ikke kun ”undværlige” palæstinensere og libanesere der var Israels ofre, men mennesker fra 32 lande og alle kontinenter. Det var den dag hvor hele verden blev Gaza. Og ganske som befolkningen i Gaza har verden ikke tænkt sig at finde sig i det uden modstand.
Ali Abunimah er forfatter af One
Country, A Bold Proposal to End the Israeli-Palestinian Impasse, og en
af grundlæggerne af Den elektroniske Intifada (http://www.
Oversat fra engelsk ved Minna Skafte Jensen