BOYKOT ISRAEL KAMPAGNEN – POLITISK GRUNDLAG 2024

Vedtaget på Boykot Israel Kampagnens Landstræf i Odense, 28. juli 2024

Boykot Israel Kampagnen støtter det palæstinensiske folks retfærdige kamp mod det israelske bosætterkoloniale apartheid-regime. Siden zionismens opkomst i midten af 1800-tallet har målet været at kolonisere palæstinensernes land, bosætte jøder fra hele verden og fordrive den oprindelige befolkning, palæstinenserne. For at nå dette mål har zionisterne anvendt alle former for vold: etnisk udrensning, massakrer, racisme, folkemord og terror – frem til i dag.

Hvad zionisterne ikke havde forudset var palæstinensernes modstandsvilje og udholdenhed. Disse har resulteret i det ene palæstinensiske oprør efter det andet, lige fra oprørene mod Balfour-erklæringen fra 1917, hvor Storbritannien lovede at støtte oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina, over Det palæstinensiske oprør 1936-1939 under det britiske mandat, og til den store intifada (1987-1993) og Den anden intifada (2000-2007). Men også de daglige væbnede oprør og den kulturelle og sociale modstand er afgørende for udsigten til Palæstinas befrielse.

Boykot Israel Kampagnen støtter palæstinensernes modstandskamp i dens mange forskellige former, herunder væbnet kamp.

Generel boykot af Israel

Boykot Israel Kampagnen går ind for en generel boykot af staten Israel, dvs. økonomisk, kulturel, akademisk og diplomatisk. En generel boykot betyder at det er alt fra staten Israel – og ikke kun bosætterprodukter – vi boykotter. Vi ønsker at presse Israel økonomisk ved at boykotte israelske varer, men samtidig politisk sætte fokus på Israels forbrydelser mod palæstinenserne, isolere staten Israel og sætte spørgsmålstegn ved den zionistiske stats legitimitet. (Se boykotlisten på www.boykotisrael.dk)

Inspirationen fra Sydafrika

Boykot Israel Kampagnen er inspireret af 1980’ernes antiapartheid-kampagnen mod det sydafrikanske regime. Der var tale om en generel boykot hvor man boykottede ikke kun sydafrikanske varer, men også afviste kulturelt, sportsligt og økonomisk samkvem med apartheidregimet. Især våbenembargoen spillede en afgørende rolle. Boykotkampagnen demonstrerede verdens afsky i forhold til den sydafrikanske apartheid, hvor den oprindelige sorte befolkning blev behandlet som undermennesker af det hvide bosætterkoloniale regime

Den væbnede modstandskamp og den internationale solidaritet og boykotkampagne var afgørende for apartheidregimets fald.

Israel er en bosætterkolonial stat og palæstinensernes modstandskamp en antikolonial kamp

Israel er – ligesom Sydafrika var det – en bosætterkolonial stat, hvis mål er tredobbelt: kolonisere Palæstina, bosætte jøder fra hele verden og fordrive den oprindelige befolkning, palæstinenserne. I zionismens øjne er jøderne herrefolket, og ikke-jøder (palæstinenserne m.fl.) er uciviliserede andenrangs mennesker! Zionismens mål om en eksklusivt jødisk stat betyder at zionisme = racisme. Det fik i 2021 Amnesty International, Human Rights Watch og B’tselem til at betegne Israel som en apartheidstat (hvilket palæstinenserne har vidst siden 1948!).

Palæstinensernes kamp er en antikolonial kamp hvis mål er befrielse af hele det historiske Palæstina.

Et demokratisk Palæstina for palæstinensere, jøder og andre folk

I Sydafrika lykkedes det – via væbnet kamp og stærk international solidaritet – at få fjernet det hvide bosætterkoloniale apartheidregime. Det samme vil ske i Palæstina. Befrielsen af Palæstina forudsætter en opløsning af den zionistiske stat. Målet er et demokratisk sekulært samfund hvor palæstinensere, jøder og andre folk kan leve i lighed og fred. Sådan som de gjorde inden zionismens fremkomst for 175 år siden.

Det er også kun gennem bekæmpelsen af zionismen og befrielsen af hele det historiske Palæstina at det centrale befrielseskrav kan opfyldes, nemlig palæstinensernes ret til tilbagevenden til deres land Palæstina.

BOYKOT ISRAEL – FRIT PALÆSTINA

Vedtaget på Boykot Israel Kampagnens Landstræf i Odense, 28. juli 2024