10 maj 2002
Artikel til Enhedslisten Vesterbros blad
Boykot Israel – det nytter
Når politikerne ikke vil reagere, så må græsrødderne. I over 35 år har det såkaldte verdenssamfund set passivt til, mens Israel ulovligt har holdt de palæstinensiske områder besat. Israel har verdensrekord i at bryde FN-resolutioner og internationale konventioner.
Boykot Israel kampagnen blev vedtaget på et møde i Odense d. 2. februar. Tilstede var en række forskellige Palæstina-komiteer. Målet var at finde frem til en koordinering af palæstina-solidaritetsarbejdet i Danmark. Hvad kunne samle os? Inspireret af de gode erfaringer med Boykot Sydafrika-kampagnen i 80-erne fandt vi hurtigt frem til at en Boykot Israel Kampagne skulle sættes igang. Grundlaget for Boykot Israel Kampagnen i Danmark er enkelt: Boykot Israel – indtil Israel har trukket sig ud af de besatte palæstinensiske områder.
Boykot-aktionsformen er speciel på den måde at her kan alle være med. Som enkeltperson kan du tage politisk stilling når du står i supermarkedet og skal købe grøntsager og frugt. Du kan vælge de israelske varer fra – og dermed i hverdagen vise din solidaritet med det besatte palæstinensiske folk.Men Boykot Israel handler ikke kun om at lægge økonomisk pres på Israel, den handler i mindst lige så høj grad om at lægge politisk pres på Israel. Isolere Israel, også kulturelt og sportsligt. Vise at der er et stigende antal mennesker rundt omkring i verden som ikke kan acceptere den israelske statsterrorisme. Lægge pres på de danske politikere der med Per Stig Møller som udenrigsminister forsøger at ‘dele sol og vind lige’ – og dermed i realiteten støtter den stærkese magt, staten Israel.
På 3 uger er der vokset 45 lokale boykotgrupper op rundt omkring i landet. Grupper som stiller sig op foran supermarkeder med kampagnematerialer, som snakker med folk, diskuterer. De lokale Boykot Israel-grupper er grundstammen i kampagnen. Det er vigtigt at vi hele tiden politiserer og fornyr kampagnen, at lokalgrupperne holder møde om den historiske baggrund for konflikten så vi bliver bedre til at argumentere, sætter os ind i erfaringerne fra Boykot Sydafrika kampagnen, følger med i den internationale boykot Israel kampagne. At de lokale boykotgrupper undersøger deres kvarter og kortlægger virksomheder og supermarkeder i området, er der virksomheder som samhandler med Israel? Skriver breve til de pågældende virksomheder, skriver læserbreve til lokalaviserne, bruger lokalradioer, laver demonstrationer etc.
Vi er endnu kun i starten af kampagnen. Den har fået en overvældende positiv modtagelse. En lang række kendte personligheder inden for politik, kunst, kultur og fagbevægelsen har anbefalet kampagnen. Lige nu er Boykot Israel kampagnen i gang med at få organisationer og NGO’er til at anbefale kampagnen. Næste skridt er at få politiske partier til at anbefale kampagnen. Det var af stor betydning da fagforbundet SID gik ind for boykot af Israel.
God boykot Israel kampagne
Irene Clausen
Koordineringsgruppen f.
Boykot Israel Kampagnen
10 maj 2002