Af Boykot Israel Kampagnen
Staten Israel roses i mainstream-medier og af verdens magthavere for sit effektive corona vaccinationsprogram, der bringer Israel i en førerposition i vaccinationskapløbet. Den sorte side af medaljen er at mere end fem millioner palæstinensere på Vestbredden og i Gaza ikke får del i vaccinen.
Dette kritiseres skarpt af palæstinenserne og af menneskeretseksperter, også af israelske menneskeretsorganisationer som B’Tselem der, for første gang i komiteens historie, kalder Israel for en apartheidstat (se link nederst)
I starten af marts havde Israel vaccineret mere end 20% af landets befolkning, men nægtede at levere vaccine til palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza.
Det tydeligste eksempel på den israelske corona apartheid er at de ca. 600.000 jødiske bosættere på Vestbredden er blevet vaccineret, mens de fire millioner palæstinensere på samme område ikke er blevet vaccineret. Hertil kommer at der er mindst 130.000 palæstinensere der arbejder i Israel og i de illegale bosættelser, der heller ikke er med i Israels vaccinationsprogram.
Gaza og Vestbredden er langt hårdere ramt af Covid 19 end borgere i Israel. 30 procent af de testede palæstinensere på Vestbredden og i Gaza er smittede, mens det tilsvarende tal for Israel er 7,4 procent.
Myndighederne på Vestbredden og i Gaza råder ikke over udstyr der gør dem i stand til effektivt at tackle pandemien. 50 års israelsk besættelse og 13 års blokade af Gaza plus stribevis af massakrer har efterladt områderne i elendig tilstand hvad angår infrastruktur og sundhedsudstyr.
Skummel aftale mellem vaccinegiganten Pfizer og Israel
Hvad mon staten Israel med en befolkning på kun 10 mio skulle give medicinal giganten Pfizer for at sikre sig langt flere vaccineleverancer end de store magtfulde lande?
Der fandt inden jul en række forhandlinger sted mellem Pfizers administrerende direktør og Israels premierminister Netanyahu og sundhedsminister Edelstein. De resulterede i at Israel blev garanteret uafbrudte og rigelige leverancer af vaccinen til gengæld for israelsk udlevering af data om vaccinens effekter på pandemien. Aftalen er forblevet halvt hemmelig og har vakt kritik både inden for og uden for Israel. Kritikken går på at Israel udleverer dybt private sundhedsdata til medicinal giganten samt at palæstinenserne ikke får del i vaccinen.
Israel: Det er palæstinensernes eget ansvar
Israel afviser al kritik og hævder at det er palæstinensernes eget ansvar at sørge for vaccinering eftersom de med Oslo-aftalen fik selvbestemmelse. Med typisk kolonial nedladenhed har den israelske sundhedsminister til Sky News udtalt: “De må lære at passe på sig selv”.
Som besættelsesmagt har Israel – ifølge den fjerde Geneve konvention, artikel 55 og 56, – ansvar for at sikre sundhedsvæsen og vaccination af befolkningen på besat område. Oslo-aftalen fritager ifølge eksperter ikke Israel for forpligtelser i forhold til det besatte folks sundhed.
Israelsk apartheid rammer alle palæstinensere
B’Tselem definerer meget enkelt israelsk apartheid som “advancing and perpetuating the supremacy of one group – Jews – over another – Palestinians” (se link nederst)
Mens B’Tselem og andre israelske menneskeretsgrupper mener at det kun er Vestbredden, Gaza og Østjerusalem der er udsat for apartheid, mener Boykot Israel Kampagnen at den israelske apartheidpolitik rammer alle palæstinensere uanset hvor i verden de bor. Den aktuelle corona apartheid er blot et enkelt synligt eksempel på den omfattende israelske apartheid i forhold til palæstinenserne.
I zionismens optik handlede det om at erobre mest muligt palæstinensisk jord og fordrive flest muligt palæstinenserne for at oprette en rent jødisk stat, eller en overvejende jødisk stat i Palæstina. Altså et diskriminationsforhold mellem jøder og ikke-jøder (palæstinensere). I Sydafrika handlede apartheid om relationen sorte-hvide.
Israels apartheidpolitik resulterer i at:
- De fordrevne palæstinensere fra 1948 og frem ikke får ret til at vende tilbage (det ville jo føre til palæstinensisk flertal), mens jøder fra hele verden kan vende tilbage, selv om de aldrig tidligere har sat deres ben i landet.
- Palæstinenserne i Israel diskrimineres via en række love der favoriser personer med holocaust-ofre i familien, folk der har været i den israelske hær IDF osv. (hvilket palæstinenserne selvsagt ikke har). Apartheidpolitikken blev slået fast da det israelske parlament Knesset i 2018 vedtog The Jewish Nation State Bill der erklærer at staten Israel er det jødiske folks stat, samtidig med at loven gør det arabiske sprog til andenrangs sprog.
- Mest tydelig er den israelske apartheid på Vestbredden og i Gaza. Her lever jøderne i de illegale bosættelser et liv som minder om livet i europæiske byer med modeforretninger, swimmingpools osv., mens palæstinenserne to km væk lever i dyb fattigdom, mangler vand og får revet deres huse og oliventræer ned. De veje der forbinder bosættelserne er forbudt område for palæstinenserne og må kun bruges af bosætterjøder.Hvad så nu?
Det er vigtigt at støtte palæstinensernes krav om at få del i coronavaccinen og bekæmpe Israels corona apartheid. Men mest grundlæggende handler det om at støtte palæstinensernes kamp imod den israelske besættelse og apartheid og for retten til at vende tilbage til Palæstina. Mens verdens magthavere støtter den zionistiske stat Israel, støtter verdens befolkninger i stigende grad det palæstinensiske folk. Boykotten af Israel vokset med kæmpeskridt. Staten Israel frygter – med rette – at boykotten skal udvikle sig til sydafrikanske dimensioner.
B’Tselem Link:
A regime of Jewish supremacy from the Jordan River to the Mediterranean Sea