Af Irene Clausen
– Aktiv i Internationalt Forums Mellemøstgruppe og Boykot Israel Kampagnen
Vejen frem for et frit Palæstina går gennem folkelige oprør og international solidaritet. Israel har aldrig givet sig så meget som en tomme gennem såkaldte fredsforhandlinger. Israel ønsker nemlig ikke fred, men evig besættelse. Skal kampen for et frit Palæstina vindes, må også befolkningerne i de arabiske nabolande involveres. Bakket op af en magtfuld international solidaritets- og boykotbevægelse som vi så det i Sydafrika. Den bevægelse er på vej, understreger Irene Clausen
Da Israel i maj måned i Sheikh Jarrah-kvarteret i Jerusalem lagde op til at fjerne palæstinensiske familier og lade jødiske bosættere flytte ind, brød et oprør ud i bydelen. Det bredte sig hurtigt til alle dele af Palæstina. Efter 11 dages kampe om Jerusalem, al Aqsa Moskeen og Gaza stod palæstinenserne som de sejrende og staten Israel som taberen. Israel var blevet presset til en ensidig våbenhvile, som Hamas og Islamic Jihad siden underskrev. Mens palæstinenserne jublede i gaderne, rasede israelske politikere.
I denne krig mellem David og Goliath lykkedes det Israel at dræbe 243 palæstinensere, heraf 66 børn. I Israel blev 12 jøder dræbt. Israel havde ikke styrke nok til at gå ind med landstyrker i det belejrede Gaza. Det skyldtes dels den kraftige internationale mobilisering for Palæstina og dels vaklende støtte til Israel fra USA-imperialismen.
Situationen i Palæstina er ændret – selvom besættelsen og belejringen stadig eksisterer. Palæstinenserne, især de unge, har været mobiliseret i et omfang, man ikke har oplevet siden den store intifada i 1987. Palæstinensere i alle dele af det historiske Palæstina, det vil sige ikke kun i Gaza og Vestbredden, men også i byer i Israel – eller 1948-Palæstina som det kaldes – har deltaget i oprøret. Især de israelske palæstinenseres mobilisering skaber ængstelse i de israelske magtkorridorer. Hidtil har zionisterne haft held med at opbygge en myte om Israel som en demokratisk stat, hvor det palæstinensiske mindretal er godt integreret og nyder godt af demokratiet. Den myte er nu skudt ned.
Vejen frem går gennem folkelige oprør og international solidaritet. Israel har aldrig givet sig så meget som en tomme gennem såkaldte fredsforhandlinger. Israel ønsker nemlig ikke fred, men evig besættelse.
Der har fundet en palæstinensisk enhed i kampen sted, som ligeledes er bemærkelsesværdig. Den blev tydeligst manifesteret ved generalstrejken den 18. maj i hele det historiske Palæstina og omfattede fagforeninger, studenterforeninger, kvindeforeninger og andre masseorganisationer. Den blev ikke kun støttet af de progressive og revolutionære grupper, men også af Fatah (tøvende) og Hamas. Men bag denne kampenhed gemmer der sig naturligvis store politiske forskelle. Fra Hamas’ islamiske konservatisme og Fatahs borgerlige bureaukrati til det marxistisk-leninistiske PFLP, der kæmper imod zionismen, imperialismen og den arabiske reaktion.
En ny ledelse af befrielseskampen er nødvendig
Det var de palæstinensiske unge, som gik i spidsen for oprøret i Jerusalem. I takt med at oprøret bredte sig, gik de traditionelle partier med i bevægelsen. Men det er ikke nyt, at den palæstinensiske ungdom gør oprør. I årevis har vi i Gaza set de unge gå til kamp, ikke kun mod besættelsen, men også mod de to store konservative mastodonter Fatah og Hamas. Også de unge kvinder har kæmpet. De har dannet selvstændige kvindegrupper og demonstreret imod undertrykkelsen på arbejdspladserne, imod patriarkalske strukturer i samfundet og imod vold og mord på kvinder. Det gælder for eksempel gruppen Tal’at på Vestbredden. Det må stå klart, at Fatah, der er kendt for sin korruption i ledelsen af det palæstinensiske selvstyre, og Hamas, der præges af konservative, traditionelle ideer med hensyn til køn og ligestilling og demokrati, ikke virker tillokkende på de unge.
En vision kunne være at opbygge en alternativ ledelse bestående af den palæstinensiske venstrefløj sammen med ungdommen og de kæmpende arbejdere, kvinder og studenter. Noget i stil med den store intifada (1987-93) der byggede på græsrods- og massebevægelser og var tæt på at true besættelsesmagtens position. Men så indledte den borgerligt dominerede ledelse af intifadaen de forhadte Oslo-forhandlinger. Og så var den intifada død.
Biden under pres
Mens USA siden Anden Verdenskrig har været næsten enedominerende imperialistisk magt i Mellemøsten, så er denne position i dag truet af Rusland og Kinas indflydelse i regionen. Samtidig er staten Israel i dyb politisk krise med skiftende og ustabile regeringer. Der er netop dannet en ny koalitionsregering, der er samlet omkring ét punkt: at ville af med Netanyahu, men ellers ikke byder på en ny politik i forhold til palæstinenserne. Det er skandaløst, at et palæstinensisk parti – det islamisk-arabiske Ra’am (med Mansour Abbas i spidsen) – er gået med i denne koalition og dermed legitimerer den zionistiske regering og besættelse.
USA’s præsident Biden er under pres i Palæstina-spørgsmålet: En ny generation, der er præget af kampen mod racisme og sammenligner racismen mod de sorte i USA med Israels apartheid i forhold til palæstinenserne, er vokset frem og i stigende grad blevet politiseret, især på universiteterne. De accepterer ikke længere USA’s ’automatiske’ militære, økonomiske og politiske støtte til apartheid-Israel. Samtidig er Biden under pres fra venstre side i Det Demokratiske Parti, hvor der er flere kongresmedlemmer med palæstinensisk eller sort eller latino baggrund, og som klart støtter palæstinensernes kamp mod israelsk kolonisering og apartheid.
Palæstinasolidaritet vokser med tigerspring
Den omfattende og sprudlende internationale solidaritet blev dagsordensættende. Mange års græsrodsarbejde bar frugt, ligesom de sortes kamp mod racisme spillede ind. Man havde græsrodsstrukturerne parate til lynhurtigt at mobilisere til demoer, konferencer, webinarer og aktioner over hele verden. Det bemærkelsesværdige var den geografiske bredde: Der var pro-Palæstina-manifestationer fra det sydlige til det nordlige Afrika, i de fleste store byer i såvel USA/Canada som i Latinamerika, i Filippinerne, i Indien og Pakistan og i stort set alle europæiske storbyer. I London samledes 200.000 mennesker til den største Palæstina-demonstration i britisk historie. I København 4.000.
Vejen frem
Vejen frem går gennem folkelige oprør og international solidaritet. Israel har aldrig givet sig så meget som en tomme gennem såkaldte fredsforhandlinger. Israel ønsker nemlig ikke fred, men evig besættelse. Skal kampen for et frit Palæstina vindes, må også befolkningerne i de arabiske nabolande involveres. Bakket op af en magtfuld international solidaritets- og boykotbevægelse som vi så det i Sydafrika. Den bevægelse er på vej.
Kilder: Irene Clausen: PFLP & Palæstina, 2018. Autonom infoservice.
VIDEO:
VERDEN STÅR SAMMEN MED PALÆSTINA – 20 May 2021
