Israels Ambassade, 4. juni 2004
Tale af Lotte Rørtoft Madsen på vegne af Boykot Israel Kampagnen
Manifestation: Hvor mange liv skal det koste før verden reagerer?
DEn 1. juni kl. 16 åbnede en israelsk tank ild i flygtningelejren Rafah i den besatte Gaza-stribe.
Det er ikke fordi det ikke er sket før.
Det er sket utallige gange.
Men denne gang gik det ud over en FN-drevet skole.
To skoledrenge, der sad i deres klaseværelse på anden sal blev ramt, da projektilerne fløj dem om ørerne.
Gudskelov kom ingen af dem mere end halv-alvorligt til skade.
Værre gik det den 12-årige Hoda Darwish, der for godt et år siden blev gjort blind for livet, da hun – ligeledes under beskydning af en FN-drevet skole – blev ramt af projektiler.
Kære danskere:
Vi taler om FN-drevne skoler.
Vi taler om terrorangreb på FN-faciliteter.
Vi taler om børn, der går i skole under FN-beskyttelse, men som alligevel er i fare i deres klasseværelser.
Vi taler – som FN’s leder af flygtningearbejdet i Gaza Peter Hansens siger – om ”krænkelser af alle humanitære normer”.
Hvorfor nævner jeg de to palæstinensiske skoledrenge, der tirsdag den 1. juni blev ramt af israelske skud, mens de var i skole?
Fordi der skulle gå mindre end et døgn, før det danske folketing endnu engang valgte at vende det blinde øje til den statsterrorisme, som Israel begår.
I onsdags besluttede flertallet i Folketinget nemlig, at Danmark ikke vil arbejde for at ophæve den samarbejdsaftale –associeringsaftalen – som EU har indgået med Israel.
Aftalen giver Israel en række fordele ved økonomisk samkvem med EU-lande.
Den bygger – og jeg citerer – ”på respekten for menneskerettighederne og de demokratiske principper”.
Folketinget havde muligheden for at bryde med den lunkne kritiks vej. Folketinget kunne have sagt til Israel:
Nu er det nok! Nu kan vi ikke mere gennemføre en kritisk dialog med jer.
Men det gjorde Folketinget ikke.
Med stemmerne 87 mod 10 valgte det i stedet at lægge armene over kors.
Hvordan kan et flertal i det danske Folketing – ja, alle partier bortset fra SF og Enhedslisten –forsvare at EU skal opretholde en samarbejdsaftale med Israel, når Israel beskyder FN-faciliteter?
Hvordan kan et flertal i det danske Folketing forsvare at opretholde associerings-aftalen, efter at Israel på én måned, i Rafah, i den selv samme flygtningelejr hvor de to skoledrenge blev ramt af projektiler i tirsdags, har gjort 3451 hjemløse. På blot én måned.
* * *
Og det er jo derfor vi er samlet her.
I protest mod de seneste krigsforbrydelser, begået af Israel.
”Operation Regnbue” kaldte det israelske militær den regulære militære offensiv, der fra 13. til 27. maj lagde Rafah i aske og kostede et ukendt men betragteligt antal palæstinensere livet.
Før Rafah var der andre hundreder af huse i Gaza, der blev gjort ubeboelige. Før dem atter andre. Og efter dem kommer flere.
Hvad nytter det at Danmarks udenrigsminister erkender, at Israel handler i strid med folkeretten, når det ingen konsekvenser har for Israel?
Boykot Israel Kampagnen er ikke i tvivl. Vi siger højt og tydeligt:
Dialogens tid er forbi – også den kritiske dialog.
Intet – ikke nok så mange desperate selvmordsbombere, ingen angreb på israelske militære mål – intet kan retfærdiggøre den statsterrorisme, som Israel gør sig skyldig i at begå.
Det er på tide – ja tiden er overmoden – til at trække tæppet væk under Israel.
Det er på tide at tage fløjlshandskerne af.
Vi vil blive ved med at kræve, at Danmark siger fra og i alle internationale sammenhænge arbejder for en isolation af Israel.
Det være sig i EU – og det være sig ikke mindst i FN, hvor Danmark om et halvt år efter alt at dømme får sæde i Sikkerhedsrådet.
Men tag sagen op allerede her og nu:
Der er EU-parlamentsvalg 13. juni.
Spørg den kandidat, som I overvejer at stemme på, om han eller hun vil arbejde på at EU dropper samarbejdsaftalen og tager den økonomiske jernnæve på over for Israel.
Uden et maksimalt pres fra os, fra civilsamfundet, sker der intet.
Derfor nødvendigheden af at boykotte Israel som et symbolsk, men også synligt og slagkraftigt signal.
* * *
Rædsler kan ikke gradbøjes.
Det er vanskeligt at afgøre, om den tortur som USA begår i fængslerne i Irak er mere eller mindre forfærdelig end den israelske militærmaskines fremfærd i Gaza-striben.
Men en kendsgerning er det, at de rædsler vi kan se, er lettere at reagere på end de rædsler, der foregår i det dulgte – udenfor vores og mediernes søgelys.
I de seneste uger er ordet tortur i den grad blevet synonym med navnet på det irakiske fængsel Abu Ghraib.
Sig Abu Ghraib og det risler koldt ned ad ryggen på enhver dansker.
For vi så det selv.
Billederne fra de amerikanske soldaters små digitale kameraer kunne ikke lyve.
I de israelske fængsler er der ingen der filmer ugerningerne og torturen med digitale kameraer.
Herfra ender ingen billeder på førende avisers forsider.
Så dygtige er de israelske sikkerhedsstyrker til tortur og mishandling, at de eksporterer ekspertise til den amerikanske besættelsesstyrke i Irak.
Så lad os i dag rette vores anklage mod Israel også for den tortur, der foregår i de israelske fængsler.
Den israelske Komite mod Tortur konkluderer om perioden fra januar 2002 til midt på året 2003:
”Samlet set er brugen af tortur og anden form for mishandling steget dramatisk i det seneste halvandet år, og der er tale om forskellige former for tortur. Blandt andet slås fangerne, der også nægtes søvn og får deres lænker strammet. De udsættes også for ekstrem varme og ekstrem kulde.”
Den ”dramatiske stigning” skyldes blandt andet, at de israelske sikkerhedsstyrker har fået grønt lys til at ”gribe til hårdhændede forhørsmetoder” i sager der handler om ”tikkende bomber” – hvad der i dagligdags tale bliver kaldt terror.
Også her er der tale om at alt åbenbart er tilladt, at alle rettigheder kan tilsidesættes når blot der kan sættes terror-stempel på en sag.
Vi forlanger tv-kameraerne rettet mod disse forhold.
Vi kræver de palæstinensiske advokater på tv-skærmen, som kan fortælle om hvordan de ikke kan tilse deres tortur-mishandlede klienter fordi de ikke kan få lov til at bevæge sig ud af Gaza eller Vestbredden.
Vi kræver retsforfølgelse af de ansvarlige, når palæstinensiske fanger i de israelske fængsler bindes til deres stol i ti timer i træk.
Når de rystes korporligt i længere tid ad gangen.
Når de kastes rundt med.
Når de slås i hovedet.
Når de nægtes søvn i ti døgn.
Hver gang vi skriver et læserbrev eller kæmper med den lokale brugsuddeler, så der ikke er israelske varer på hylderne, gør vi hver især vort til at dette helvede ikke varer ved.
Hver gang vi står her ved Israels Ambassade gør vi vort til, at den israelske besættelsesmagt ikke får ro.
Hver gang vi handler, bliver handlingslammelsen foran skærmen den smule mindre.
* * *
I dag er ikke første gang vi er her.
Vi var her for eksempel i efteråret 2000, da en af tortur-bødlerne fra de israelske fængsler, Carmi Gillon, blev indsat i ambassaden her.
Det var da der sidst var diskussion om ”moderat fysisk pres” herhjemme.
Det er sikkert heller ikke sidste gang, vi kommer til at stå her.
Lige nu ser alle veje ud til at være spærret for palæstinenserne.
Deres præsident, Arafat, holdes på tredje år indespærret af Israel. Andre palæstinensiske ledere og fremtrædende personligheder er allerede blevet likvideret.
Den såkaldte Køreplan for Fred er reelt brudt sammen.
Den amerikanske præsident Bush har åbent erklæret, at der ikke bliver en palæstinensisk stat i år 2005 og at palæstinensiske flygtninge ikke får retten til at vende hjem opfyldt.
Dét er den bedste moralske opbakning, supermagten USA kan give et Israel, hvis militærmaskine kun er så overlegen, fordi den opbygges af USA.
Og ingen ved i øjeblikket, hvordan fremtiden bliver for den såkaldte Sharon-plan, der blev lanceret som en storstilet plan om tilbagetrækning fra Gaza, men som i praksis var noget helt andet:
Den var planen for at spærre palæstinenserne inde i Gaza, tilbageerobre Vestbredden og fordrive de resterende palæstinensere til eksempelvis Jordan.
Ingen ved hvad der bliver af Sharon-planen fremover.
Men måske Operation Regnbue er et forvarsel om det.
Måske projektilerne mod de to drenge på den FN-drevne skole i Rafah fortæller noget om, hvad der vil ske.
Den brændte jords taktik kunne man kalde det.
Læg fjendens land øde, før han får det tilbage!
Så vi må være på vagt.
Hele tiden.
Men vi må mere end det.
Styrken i boykot-bevægelsen er, at den ikke venter på at overgrebene begås, men handler forebyggende.
Og vi bliver ved indtil Israel har trukket sig ud af de besatte områder.
Boykotbevægelser er skudt frem overalt.
Millioner af mennesker verden over nægter at købe israelske varer.
Og boykotten virker.
Også i Danmark.
Israel har flere gange måtte sende officielle repræsentanter op for at dæmpe presset.
Dansk import fra Israel er faldet markant de seneste to år – i 2002 25 procent – sidste år 12 procent.
Det skyldes blandt andet jeres og vores indsats.
Virksomheder både i Danmark og andre lande er blevet presset til at stoppe deres samkvem med Israel.
Kultur- og sportsarrangementer mødes af protester og demonstrationer. Fælles forsknings- og våbensamarbejde kræves stoppet.
Herhjemme er pensionsselskaber, der investerer lønmodtagernes pensionsopsparinger på det seneste blevet mødt med massive krav om at afvikle disse engagementer.
Foldere med overskriften ”Israel ud af de besatte områder nu” er uddelt foran supermarkeder i over 100.000 eksemplarer, sammen med materialer der fortæller om israelske varer.
Der er ingen tvivl:
Fortsat boykot af Israel er nødvendig for at sikre en varig fred.
Israel skal tvinges ud af de besatte områder, Gaza og Vestbredden.
Israel skal tvinges til at stoppe den systematiske terror mod et helt folk.
Alle flygtninge skal sikres retten til at kunne vende tilbage.
