I dag torsdag den 28. april afleverede Boykot Israel-aktivister et åbent brev til DR (stilet til både DR og TV2) med overskriften: “Stop den pro-israelske dækning af Palæstina- Israel spørgsmålet” (se brevet herunder).
Aktivisterne blev bestemt ikke budt velkommen, men mødt med vrede af både DR receptionen og de to tilkaldte vagter. Det lykkedes at få afleveret det åbne brev!
På vej tilbage til metroen satte aktivisterne Boykot Israel-klistermærker op diverse steder, fulgt tæt af vagterne næsten helt frem til metroen.
Boykot Israel kræver kritisk mediedækning, også når det kommer til apartheidstaten Israel (statsministerens tætte ven).
Det åbne brev:
Åbent brev til DR og TV-2
Fra Boykot Israel Kampagnen
Stop den pro-israelske dækning af Palæstina-Israel spørgsmålet
Danmarks Radio og TV2 har stor indflydelse på meningsdannelsen. Det er derfor katastrofalt at de to statsstøttede medier dækker Palæstina-Israel spørgsmålet så skævvredet – i Israels favør!
Israels folkeretsstridige besættelse af Palæstina ’forsvinder’ – og Israels forbrydelser mod palæstinenserne hvidvaskes. Derved lykkes det medierne – og Israel – at fremstille de to parter som jævnbyrdige! Alternativt beskrives palæstinenserne som terrorister og israelerne som ofre. Et eksempel er mediedækningen af Israels storm på Al Aqsa moskeen i det besatte Jerusalem midt i april. Her blot et par eksempler:
Begge tv-stationer fremstiller Israels angreb på Al Aqsa moskeen som ’sammenstød’. Sammenstød finder sted mellem lige parter. Der er ikke tale om sammenstød, når israelsk svært bevæbnet politi stormer moskeen og med tåregas og gummikugler angriber og sårer hundredvis af ubevæbnede palæstinensere! (jfr. dr.dk, 15/4, ’ Seneste nyt’: ”Over 150 såret ved Al-Aqsa-moskeen efter sammenstød”).
I TV-2 nyhederne 15/4 siges følgende: ”Siden 22. marts er i alt 14 mennesker blevet dræbt ved angreb i Israel, mens 29 palæstinensere er blevet dræbt ved gengældelsesaktioner på Vestbredden”. Altså, mennesker i Israel bliver dræbt ved angreb, mens palæstinensere bliver dræbt i gengældelsesaktioner (ikke angreb)
Der tales nedladende om Palæstina når fx DR (19/4) kalder Gaza ’en palæstinensisk enklave’ – Enklave kan betyde ’fremmedelement i en bestemt stat’. Dette er ikke tilfældet. Gaza er en integreret del af det historiske Palæstina – pt. grusomt belejret af besættelsesmagten Israel.
At Israel er en besættelses- og kolonial magt og – ifølge Amnesty International – en apartheid-stat omtales sjældent! Israels daglige arrestationer, angreb og drab på palæstinensiske børn og voksne forties. Den koloniale vold er blevet normen.
Boykot Israel Kampagnen kræver kritisk mediedækning – også når det kommer til apartheidstaten Israel (statsministerens tætte ven)! ”
Boykot Israel – Frit Palæstina!