20. april 2013
‘Det Hellige Land’ et mareridt
Af Doris Kruckenberg
Mødet med besætterlandet Israel er chokartet, også hvis man er velorienteret, har læst sig til fakta og set uhyrligheder på film.
Selv at være midt i suppedasen er noget helt andet. At pludselig blive trængt op ad en bod i en smal overbefolket basargang – fordi en kæmpe trop uniformerede purunge soldater af begge køn med automatskydere, der når dem til under knæet, var på ”tour” – var noget jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig.
Men forkundskaberne hjælper til at se det syge samfund hvor også mange jøder er ludfattige og dem med brun eller sort hud bliver diskrimineret. For, som velsitueret turist, kan du, ved blot at følge de anviste turistveje og officielle seværdigheder, helt undgå at blive konfronteret med virkeligheden.
Jerusalem er storslået smuk på sine steder og yderst eksotisk, men underlagt religionernes værste vrangsider: næstehad og kommers. Kommersen er som i alle turistmonopoler med lokale souvenirs (made in China); men de religiøse objekter er overeksponerede, værst i det kristne område. Islam og jødedommen sælges især gennem tørklæder, hatte, kalotter, men også stjerner og halvmåner i div. størrelser.
Efter to dage i den gamle by fik jeg klaustrofobi og kvalme. Det sidste over de israelske soldaters menneskeforagt og de jødiske fundamentalisters arrogance, som de i storsnudet alvor, sorte frakker, hatte og slangekrøller – selv små drenge er i den mundering – går rundt overalt, mens alle indgange til det jødiske kvarter er spærret af tungt bevæbnede soldater.
Hvilken araber tør nærme sig der? Ja, det hedder ’araber’, lærte jeg. Ordet ’palæstinenser’ er faldet ud af det officielle sprog. Men seminaret jeg deltog i på Vestbredden, arrangeret af AIC (Alternative Infor-mation Center), var en positiv oplevelse.
Det fandt sted i Beit Sahour, lidt syd for Betlehem med et ugeprogram der gav mange forskellige vinkler på Palæstinas situation, møde med utrolig mange forskellige mennesker og skæbner, politiske og sociale realiteter, filmvisninger, møde med israelsk militærnægter og indfødt kultur. Forelæsninger i Palæstinas historie set med politiske, kulturelle og sociale briller, konsekvenserne af Oslo-aftalen, besættelsesindustrien, bosætterismen, økonomien,zionismen før og nu.
Udflugter til landsbyer omringet af bosættelser, ødelagte olivenlunde, områder hvor apartheidmuren skærer gennem landskabet, flygtningelejre og også byer: Ramallah, Hebron (med direkte israelsk civil-aggression og ulækre racistiske vittigheder på murene), Betlehem (med de kristne turistattraktioner og dertilhørende krucifiksbutikker) – en dag i Jerusalem, hvor guiden yderligere gjorde historiens vinde tydelige gennem sin lærde snak om arkitekturen, byplanlægningen, den antikke og den moderne raceadskillelse.
AIC-folket er dejligt kloge og venlige, og det samme var tilfældet med alle vi mødte, lige fra den gamle kone i gedegrotten, der var analfabet, til økonomiprofessoren fra Hebrons universitet.
Alle er utrolig modige og viljestærke og i dét skimter man et håb.
Deres seminar, 4 gange årligt,kan anbefales
