29. december 2015
Boykot G4S – G4S Ud af vore busser!
Movia taler udenom og ignorer helt G4S meddelagtighed i besættelsen af Palæstina og dermed overtrædelsen af international lov
se G4S faktabilag:
http://boykotisrael.dk/word…/g4s-fakta-bilag-dansk-addameer/
Se herunder Movias svar på Boykot Israel Kampagnens krav: G4S ud af vore busser:
———————————-
18. dec 2015:
“Movia bekræfter, at vi har modtaget jeres åbne brev af 9. december 2015. I brevet opfordrer Boykot Israel Kampagnen til, at Movia opsiger samarbejde med G4S ud fra den begrundelse, at G4S ifølge Boykot Israel Kampagnen skulle være en kontroversiel virksomhed, der bl.a. skulle have udført kritisabelt sikkerhedsarbejde på Vestbredden og i amerikanske og britiske fængsler.
Sammen med Movias egne kontrollører udfører G4S Danmark billetkontrol i Movias busser. Det gør de fordi, Movia i en forsøgsperiode på 12 måneder har ønsket at supplere vore egen kontrol med en ekstern. Movia har valgt G4S Danmark fordi de, inden for de udbudsretlige regler på området, i en tilbudsrunde og på lige fod med andre afgav det økonomisk mest fordelagtige tilbud.
Movia har til stadighed fokus på at få mest mulig kvalitet for de midler, vi har til rådighed, så borgerne får den bedst mulige offentlige servicetrafik for deres penge. I den forbindelse, er der intet, der taler for, at G4S Danmark ikke skulle være i stand til at udføre en tilfredsstillende opgave med at foretage billetkontrol under overholdelse af dansk lovgivning.
Med venlig hilsen
Dorthe Nøhr Pedersen
Adm. Direktør ”
————————————-
Se Boykot Israel Kampagnens opfordring:
Åben opfordring til Movia: G4S SKAL UD AF VORES BUSSER!
9. december 2015
Åben opfordring til Movia og de sjællandske og københavnske regionpolitikere: G4S SKAL UD AF VORES BUSSER!
“Åbent brev fra Boykot Israel Kampagnen
København, den 9. december 2015
Opfordring til Movia og de sjællandske og københavnske regionpolitikere
G4S SKAL UD AF VORES BUSSER!
Boykot Israel Kampagnen har erfaret at uniformerede personer med G4S´s logo arbejder som kontrollører i Københavns busser.
Et firma der bør være helt udelukket fra at arbejde i vores busser på grund af G4S’s rolle som deltager i den ulovlige besættelse af Palæstina.
Det dansk-britiske ’sikkerhedsfirma’ G4S er et kontroversielt firma og genstand for en international boykotkampagne. G4S er hyret af besættelsesmagten Israel til at udføre ’sikkerhedsarbejde’ i israelske fængsler og i checkpoints på de besatte palæstinensiske områder, og udfører opgaver der angiveligt omfatter tortur mod og overgreb på palæstinenserne. G4S kritiseres også for sin kontroversielle rolle i fængsler verden over, bl.a. i USA og England.
Mange institutioner verden over, universiteter (især i USA), fagforeninger og religiøse grupper har opsagt deres kontrakt med G4S. På det seneste har det britiske Labour Party brudt med G4S!
På den baggrund er det skandaløst at G4S ansættes til at udføre kontrolarbejde i vores offentlige busser!
Det er trafikselskabet Movia som driver busserne. Movia er et offentligt selskab der betjener og finansieres af Region Hovedstaden, Region Sjælland og kommunerne i regionerne.
Boykot Israel kampagnen opfordrer Movia til omgående at trække G4S helt ud af de sjællandske busser.
De sjællandske og københavnske lokal- og regionspolitikerne må på banen og hurtigst muligt få opsagt kontrakten med G4S. Sådan som det skete i Aarhus hvor G4S kun en ganske kort periode udførte ’sikkerhedsarbejde’ i byens busser!
Boykot G4S!
Med håb om en hurtig positiv reaktion fra Movia og regionspolitikerne
Med venlig hilsen
Boykot Israel Kampagnen “