24. juni 2014
Nakbaen (Katastrofen): En iagttaget forbrydelse, ignoreret og husket
Af Ilan Pappe
15. maj giver normalt anledning til en rejse tilbage I tiden. Og
af uforklarlige grunde fremkalder hver ny rejse et nyt aspekt af Nakba. I år er jeg først og fremmest bekymret over den fortsatte apati og ligegyldighed, som den vestlige politiske elite og medierne udviser over for palæstinensernes situation. Selv rædslerne i Yarmuk-lejren fik ikke politikere og journalister til at tænke på den mulige forbindelse mellem redningen af flygtningene dér og deres internationalt anerkendte ret til at vende tilbage til deres hjemland.
Israelsk lægebehandling af islamister, der kæmpede mod Assad-regimet, hvor de blev behandlet og sendt tilbage til slagmarken, prises som en humanitær indsats fra den jødiske stats side; dens afvisning – usædvanlig i sammenligning med de andre og langt fattigere naboer til Syrien – af at modtage blot en eneste flygtning fra det syriske kaos er gået ubemærket hen.
Det er denne internationale ulighed og målrettede blindhed, der får mig til at vende tilbage til 1948 og perioden mellem juni og oktober det år. 11. juni erklærede FN våbenhvile mellem de zionistiske styrker og de enheder af arabiske hære, der gik ind i Palæstina 15. maj. Våbenhvilen var nødvendig for begge parter til at skaffe nye våbenforsyninger, hvad der gavnede den jødiske side og svækkede den arabiske side, idet Storbritannien og Frankrig lagde embargo på våbenforsendelser til de arabiske stater, mens Sovjetunionen og Den tjekkiske Republik genbevæbnede de jødiske styrker.
Ved afslutningen af våbenhvilen blev det klart, at det fællesarabiske initiativ for at redde Palæstina var dømt til at mislykkes. Våbenhvilen gav for første gang FN-observatører mulighed for at se virkeligheden på jorden fra nært hold i kølvandet på organisationens fredsplan.
Det de så, var etnisk udrensning i højt gear. Det nye Israels overordnede arbejdsplan var at udnytte våbenhvilen til at fremskynde dearabiseringen af Palæstina. Det begyndte det øjeblik geværerne tav, og blev sat i værk for øjnene af De forenede Nationers observatører. I anden uge af juni var de palæstinensiske byer allerede tabt, og med dem var hundreder af landsbyer omkring hovedbyerne borte. Både byer og landsbyer blev tømt af israelske styrker. Beboerne blev drevet ud, mange af dem længe før de arabiske enheder gik ind I Palæstina, men husene, butikkerne, skolerne, moskeerne og hospitalerne var der stadigvæk. Hvad FN-observatørerne ikke kan have undgået at bemærke, var lyden af traktorer, der jævnede disse bygninger og hele landskabet med jorden, nu da der ikke længere var lyd af skydning omkring dem.
Hvad de hørte og så, blev rammende beskrevet som en ”udrensningsoperation” af den person, der var ansat af landets nye regime til at overse hele operationen, lederen af bosættelsesdivisionen af Den jødiske nationale Fond (JNF), Yosef Weitz. Han rapporterede pligtskyldigst til ledelsen: ”Vi er begyndt på udrensningsoperationen, fjerner ragelset og forbereder jorden til dyrkning og bosættelse. Nogle af disse [landsbyer] bliver parker.” Han griflede med stolthed i sin dagbog om sin forundring over hvor lidt berørt han blev ved at se traktorer ødelægge landsbyer.
Det var ikke en let eller hurtig operation. Den fortsatte, da kampene blev genoptaget i 10 dage ved afslutningen af den første våbenhvile, under en ny våbenhvile, og gennem de afsluttende stadier af krigen, da de tropper, der kom fra Irak, Syrien og Ægypten, var under tilbagetrækning, sårede og slagne. ”Krigen” i efteråret 1948 trak ud, fordi palæstinensiske landsbyboere, frivillige fra Libanon, og nogle arabiske hærenheder forgæves forsøgte at forsvare isolerede arabiske landsbyer i det nordlige og sydlige Palæstina. Således kom endnu flere landsbyer under JNFs støvle og dens traktorer. FN-observatørerne rapporterede ganske metodisk om den dramatiske omformning af Palæstina fra et mellemøstligt arabisk landskab til et kaleidoskop af nye jødiske kolonier omgivet af europæiske fyrretræer, og enorme vandledningssystemer, der udtørrede de hundreder af bække, der flød gennem landsbyerne, idet de udraderede et panorama, man i dag kun kan tænke sig til ud fra en del relativt uberørte hjørner af Galilæa og Vestbredden.
I begyndelsen af oktober 1948 havde FN-observatørerne fået nok. De besluttede at skrive en samlet rapport til deres generalsekretær. Den blev opsummeret som følger: Den israelske politik, forklarede de deres overordnede, gik ud på at ”rykke araberne op med rode fra deres hjem i de palæstinensiske landsbyer ved magt eller trusler”. Den beskrev processen udførligt og blev sendt til alle lederne af de arabiske delegationer i FN. Observatørerne og de arabiske diplomater forsøgte at få FNs generalsekretær til at offentliggøre rapporten, men uden held.
Men rapporten dukkede op endnu en gan
g. En enlig amerikansk diplomat, Mark Ethridge, der var USAs repræsentant i Den palæstinensiske Rådgivningskommission (PCC, den organisation der blev udpeget af FN i resolution 194 af 11. december 1948 til at forberede en fredsplan for Palæstina efter Nakba) forsøgte desperat at overbevise verden om, at der var kendsgerninger på jorden, der endnu kunne ændres, og at et af midlerne til at stoppe omformningen var repatriering af flygtningene. Da PCC indkaldte til en fredskonference i Lausanne i Schweiz maj 1949, var han den første amerikanske diplomat, der klart udpegede den israelske politik som hovedforhindringen for fred i Palæstina. De israelske ledere var arrogante, euforiske og uvillige til at indgå kompromisser eller slutte fred, fortalte han John Kimchi, en britisk journalist der på det tidspunkt arbejdede for Tribune.
Ethridge gav ikke så let op med hensyn til spørgsmålet om repatriering. Han havde nogle originale ideer. Han mente, at hvis han kunne mætte Israels territoriale appetit, ville det muliggøre en slags normalisering af Palæstina efter mandattiden. Derfor foreslog han, at Israel kunne annektere Gazastriben og indkvartere flygtningene der, så de kunne vende tilbage til deres hjem i de palæstinensiske landsbyer og byer. Ben-Gurion syntes godt om ideen, og det gjorde de fleste af hans ministre også. Den ægyptiske regering var også for. Man kan spekulere over, om Ben-Gurion ville have tilladt flygtningene at blive i Gaza, men det får man naturligvis ikke svar på.
Efter denne opmuntring erklærede Ethridge, at hans regering nu kunne få israelerne til at repatriere et væsentligt større antal flygtninge. Israel afslog, og amerikanerne kritiserede de israelske politikere for ”stædighed” og forlangte, at Israel skulle tillade tilbagevenden af mange flere palæstinensere. Amerikanerne besluttede helt at aflyse fredsbestræbelserne, hvis ikke Israel skiftede holdning; svært at tro på i dag.
Den israelske udenrigsminister, Moshe Sharett, var bekymret over det amerikanske pres, der var ledsaget af en trussel om sanktioner, og foreslog, at Israel kunne tage imod 100.000 flygtninge (men skulle afslå forslaget om Gaza). Hvad der er bemærkelsesværdigt set fra eftertiden, er at amerikanske diplomater som fx McGhee mente at begge antal – 250.000 flygtninge i Gaza og de 100.000 Sharett tilbød – var utilstrækkelige. McGhee ønskede for alvor at se så mange flygtninge som muligt vende tilbage, fordi han troede, at virkeligheden på jorden stadig kunne ændres.
Månederne gik, og ved slutningen af 1949 gik USAs pres i opløsning. Jødisk lobbyvirksomhed, eskaleringen af den kolde krig rundt omkring i verden, og FNs fokus på Jerusalems skæbne som følge af Israels afvisning af deres beslutninger om at internationalisere byen, var sandsynligvis hovedårsagerne til det. Det var kun Sovjetunionen, der blev ved med at minde verden og Israel om, at den nye virkelighed, zionismen skabte på jorden, stadig kunne ændres – verden gennem dens ambassadør ved FN og Israel gennem bilateral korrespondance. Ved årets slutning trak Israel også sin accept af at repatriere de 100.000 flygtninge tilbage. Jødiske bosættelser og europæiske skove blev hastigt plantet over hundreder af landsbyer i de palæstinenske landområder, og israelske bulldozers ødelagde hundreder af palæstinensiske huse i byområder for at prøve på at udslette Palæstinas arabiske karakter.
Israelske bohemer, yuppyer og desperate nyankomne jødiske immigranter ”reddede” nogle af disse huse, bosatte sig i dem, og fik deres ejendomsret godkendt med tilbagevirkende kraft af regeringen. Skønheden i husene og deres beliggenhed gjorde dem til ideelle luksusejendomme; rige israelere, internationale NGOer og ambassader valgte dem til deres foretrukne nye hovedkvarterer.
Den plyndring i fuldt dagslys, der begyndte i juni 1948, bevægede repræsentanterne for det internationale samfund, men blev ignoreret af dem, der sendte dem, det være sig avisredaktører, FN-ledere eller overhoveder for internationale organisationer. Resultatet var et klart internationalt budskab til Israel om at udrensningen af Palæstina – hvor ulovlig, umoralsk og umenneskelig den end var – ville blive tålt.
Budskabet blev godt modtaget i Israel og øjeblikkeligt taget til følge. Den nye stats jord blev erklæret udelukkende jødisk, de palæstinensere, der var tilbage i landet, blev sat under militær administration, hvad der fratog dem grundlæggende menneskelige og borgerlige rettigheder, og planer om at overtage de dele af Palæstina, der ikke var blevet besat i 1948, blev iværksat. Da de blev besat i 1967, var det internationale budskab allerede indgået i Israels zionistiske DNA: selv om det, man gør, bliver iagttaget og rapporteret, er det, der betyder noget, hvordan verdens magtfulde folk reagerer på ens forbrydelser.
Den eneste vej til at sikre, at den rapporterende pen bliver mægtigere end det koloniserende sværd, er at håbe på et skift i magtbalancerne i vesten og på verdensplan. Civilsamfundene, samvittighedsfulde politikere og nye stater, der er opstået, har med deres handlinger endnu ikke kunnet ændre den balance. Man må hente mod fra de gamle oliventræer i Palæstina, der er spiret frem under og mellem de europæiske fyrretræer; fra de palæstinensere, der nu befolker rent jødiske byer bygget på ruinerne af landsbyerne i Galilæa; og udholdenheden hos befolkningerne i Gaza, Bilin og Araqib, og håbe, at denne balance en skønne dag vil ændre sig til det bedre.
– Ilan Pappe er professor i historie, direktør for The European Centre for Palestine Studies og meddirektør for The Exeter Centre for Ethno-Political Studies ved Universitetet i Exeter. (Denne artikel blev først offentliggjort i Middle East Eye)
http://www.palestinechronicle.com/the-nakba-a-crime-watched-ignored-and-remembered/
Oversat fra engelsk v.a Minna Skafte Jensen