Opråb fra PFLPs fængselsafdeling om kampen for værdighed udsendt på Al-Mayadeen TV
Den følgende erklæring blev udsendt af ledelsen for Folkefronten til Palæstinas befrielses afdeling i israelske fængsler og oplæst på Al-Mayadeens arabiske TV-satellitkanal 11. maj:
Til det palæstinensiske folks masser, den arabiske nation, og frihedskræfterne i verden…
I dag har de palæstinensiske fangers bevægelse været koncentreret om kampen for frihed og værdighed i 24 dage, og den er stadig mere besluttet på at fortsætte til opnåelsen af sine mål. Den er bevæbnet med et våben der består af dens vilje, enheden i fangernes bevægelse og retfærdigheden af vor sag, med støtte og tilslutning fra masserne af det palæstinensiske folk, den arabiske nation og frihedskræfterne i verden. Efter deres kamperklæring om strejken er fangerne oppe imod en blodig krig og voldsomme zionistiske repressalier, der er blevet intensiveret de seneste dage og i forskellige fængsler. Dusinvis af ledere holdes isolerede for deres deltagelse i strejken, heriblandt Ahmad Sa’adat, Marwan Barghouthi, Abbas Sayyed, Ahed Abu Ghoulmeh, Kamil Abu Hanish og dusinvis af andre. Denne undertrykkelse forstærkes ved forhindring af lovlige besøg i et forsøg på at dække over fangernes forhold og vilkårene under deres indespærring, mens besættelsens informationsbureauer fortsat bruger psykologiske krigsførelses-teknikker for at bryde strejken. Dette har kun gjort fangerne endnu mere besluttede på at fortsætte kampen og modsætte sig disse zionistiske angreb.
Til de palæstinensiske og arabiske masser…
Den zionistiske besættelses fængsler er rædselsfængsler. Der er snesevis af alvorligt syge fanger, hvoraf nogle er med i strejken og for tiden afskåret fra behandling, så de er udsat for medicinsk undladelses-politik. Klinikkerne, der har til opgave at give behandling og smertelindring, er i stedet hjemsted for mishandling og lidelse. Besættelsens erklæring om etablering af såkaldte ”felthospitaler” er enten et forsøg på at forbedre dens image i medierne eller på at skabe grundlag for pression mod fangerne for at forsøge at bryde strejken og gennemføre truslerne om tvangsfodring. En række forholdsregler mod fangerne er eskaleret på det seneste, herunder lukning af fængsler, omdannelse af hele afdelinger til kollektive isolationsenheder, massive forbud mod familiebesøg, og idømmelse af tusindvis af shekler i bøder til de strejkende.
På trods af alle disse forholdsregler har vi også lovet jer at vi ikke vil bryde strejken eller give op, og derfor vil vi fra dybet af vore lidelser og trods repressaliernes strenghed fortsætte denne kamp til sejr.
Vi, Folkefronten til Palæstinas befrielses organisation i israelske fængsler, giver denne erklæring til Al-Mayadeens TV-kanal i en situation hvor kampen for konfrontation mod besættelsen eskalerer. Vi bekendtgør inddragelse af nye grupper af ledere og kadrer, der i de kommende timer vil slutte sig til strejken, så vel som fanger fra forskellige politiske organisationer.
For det første, til vort folks masser: fortsæt med al jeres beslutsomhed og styrke med hensyn til eskalering af sammenstød med den zionistiske besættelse på kontaktsteder. Vi opfordrer indtrængende alle styrker, afdelinger, ungdoms-, studenter- og kvindeorganisationer og alle sektorer af vort samfund i Palæstina, i eksil og i flygtningelejrene, til at fortsætte denne bevægelse. Vi har fuld tillid til jeres storslåede kamp og tror på jeres resultater.
For det andet, vi benytter denne anledning på Al-Mayadeen til at rette en appel til de arabiske masser og arabiske partier, fagforeninger og studenter- og ungdomsforeninger til at opbygge bredere solidaritet med det palæstinensiske folks sag og bringe sagen om fangerne ud i offentligheden. Vi opfordrer jer indtrængende til at gå imod alle forsøg på at aflede jeres opmærksomhed fra Palæstinas retfærdige sag, særlig normalisering, som er et forræderisk bagholdsangreb på os alle. Slut op om Palæstinas sag med liv og sjæl, og lad ikke vort folk stå alene, vi er er en del af jer, og jeres nationale rolle i støtten til Palæstina er afgørende.
For det tredje, vi appellerer til de frie befolkninger i verden om at fortsætte med at udvikle deres solidaritet og støtte til fangernes sag. Vi er stolte og glade når vi hører om happenings, sit-ins og solidaritetsaktioner i verdens hovedstæder og byer. Vi opfordrer jer indtrængende til at styrke denne bevægelse og belejre israelske ambassader og alle internationale institutioner i ledtog med besættelsen, for at øve pression mod dem og fremsætte budskabet fra det palæstinensiske folk om fangernes lidelse. Dette er også en del af arbejdet for at holde besættelsen ansvarlig, medregnet at tvinge besættelsen til at følge internationale konventioner om fanger og bringe besættelsens embedsmænd for den internationale domstol for deres forbrydelser.
Til sidst, det er vigtigt for os at fremføre disse emner på en satellit-kanal for modstand og sandhed. Selv om den censur og medietavshed, besættelsen anvender mod os, betyder, at vi ikke kan høre direkte fra denne modstandens stemme, hører vi om jer fra vore kammerater og kære, og vi håber I finder på en måde at sende jeres frie stemme igennem til os i kampens fæstninger. I denne kontekst udvider vi vores anerkendelse og tak til jer på vegne af de palæstinensiske fangers bevægelse og på vegne af PFLP i besættelsens fængsler for jeres skarpe opmærksomhed på fangernes sag. Vi håber denne interesse vil blive styrket så I investerer endnu flere kræfter i dette spørgsmål. I er en vigtig stemme for masserne og folket, der er oppe imod politiske tiltag for underkastelse og nederlag, som nogle forsøger at påføre vort arabiske hjemland. Vi lover, så godt omstændighederne tillader det, at fortsætte med at sende vore budskaber fra fængslerne igennem til jer.
Til det palæstinensiske folks masser og den arabiske nation…
I denne kamp for sejr og værdighed er de palæstinensiske fangers bevægelse på vej mod en betydelig strategisk bedrift, og som lovet vil vi ikke tøve med at vandre på torne for at vinde en anstændig plads under solen. Det er vores højtidelige løfte til jer.
Ramonfængslet
11. maj 2017
Oversat fra engelsk ved Minna Skafte Jensen
Call from PFLP Prison Branch in the Battle of Dignity issued on Al-Mayadeen TV