Baggrunden for at boykotte Israel
Den historiske baggrund for Israel Palæstina konflikten

————————————————-

1. Baggrunden for boykotten af Israel

Israel mangler åbenlyst viljen til en retfærdig og varig fred i Mellemøsten.

DERFOR skal Israel tvinges til at rømme de besatte områder nu!

I årtier har den israelske statsmagt trodset beslutninger fra verdenssamfundet og FN’s generalforsamling om palæstinensernes rettigheder.

Især efter Oslo-aftalen i 1993 har Israel styrket sine positioner på bekostning af det palæstinensiske folks rettigheder, blandt andet ved at foretage en voldsom udbygning af bosættelser i de besatte områder.

Fred er uforenelig med besættelse af de palæstinensiske selvstyreområder på Vestbredden og i Gaza og med undertrykkelse af palæstinenserne dér. Israels terror, den kollektive afstraffelse af den palæstinensiske civilbefolkning og brugen af likvideringer krænker såvel folkeretten som menneskerettighederne og de internationale regler og må stoppes.
Samtidig med at Israel nægter de palæstinensiske flygtninge at vende tilbage, tager landet imod tusindvis af immigranter fra hele verden og opretter fortsat nye bosættelser i de besatte områder i modstrid med FN’s resolutioner .

Israel sigter på at knuse det palæstinensiske selvstyre, ødelægge den palæstinensiske økonomi og tage livsgrundlaget fra palæstinenserne.

DERFOR skal Israel tvinges til at rømme de besatte områder nu!

Vedtaget på konferencen for Palæstina-aktivister i Odense den 2. februar 2002

——————————————————————–

2. Israel har taget det hele
————————————————-
Historien om det koloniserede Palæstina ---------------------------------------

Af Carlo Hansen

I forbindelse med den israelsk-palæstinensiske konflikt taler vi om Israel og de besatte områder. Israel er den geografisk og etnisk afgrænsede jødiske stat. De besatte områder er Vestbredden og Gaza-striben. Vi taler altså om to adskilte etniske og geografiske enheder med de muligheder, der i denne adskilthed ligger for en løsning af konflikten mellem Israel og palæstinenserne. Virkeligheden er en anden. Dette er vigtigt at se som dagens grundlag for diskussionen om Israel og Palæstina:

Israel er en binational stat med fem millioner israelske jøder og tre millioner palæstinensere, heraf 1,2 millioner israelske arabere. Altså en stat bestående af to folk, hvor det ene folk, israelerne, dominerer det andet, palæstinenserne, og kontrollerer staten totalt. Den israelske stat omfatter i dag i realiteten Israel og Vestbredden og Gaza-striben og de syriske Golan højder. Israel har de facto annekteret de besatte områder – herunder Golan højderne – og inddraget dem i den israelske stat.
Israels oprettelse i 1948 var etableringen af den jødiske stat eller jødernes stat, altså staten Israel. Fra 1967 med erobringen af Vestbredden, Gaza-striben og Golan højderne blev det til “den israelske stat”, altså ikke længere “staten Israel”. Udtrykket “den israelske stat” kan i princippet omfatte al territorium “fra Eufrat til Nilen”, som det udtrykkes i den oprindelige zionistiske drøm om Stor-Israel.
Fra at være planlagt og oprettet som en jødisk stat er Israel i dag de facto en stat med flere etniske, nationale, religiøse og kulturelle befolkningsgrupper. Men det betyder ikke, at Israel behandler denne stats befolkningsgrupper efter ens regler og love. Israel er stadig overvejende jødernes stat. Den ikke-jødiske befolkning i Golan, på Vestbredden og i Gaza-striben opfattes af Israel ikke som en del af det israelske samfund med de rettigheder og pligter, dette indebærer, men behandles som det den er: en militær besat befolkning. Eller en koloniseret befolkning.

Israel er nemlig også en kolonimagt.

Zionismen er grundlæggende en koloniseringsideologi. Det var indvandrende jøder fra Europa, som bosatte dele af Palæstina specielt i mellemkrigstiden og oprettede Israel i 78 procent af Palæstina uden at fastlægge grænsen til resten af Palæstina og således lod muligheden stå åben for at tage resten. Hvilket Israel så gjorde i krigen mod de arabiske nabolande i 1967.
De israelske ledere så den demografiske fare ved at indlemme de nye områder med deres store palæstinensiske befolkning i den israelske stat. En så pludselig og overvældende befolkningstilvækst ville på sigt gøre jøderne til et mindretal i den jødiske stat. Og en gentagelse af den etniske udrensning af 700.000-800.000 palæstinensiske arabere omkring Israels oprettelse fra 1947-1949 betragtede de israelske ledere ikke som mulig. Løsningen blev indretningen af de besatte områder som israelsk koloni.
Men der er ikke tale om nogen kolonisituation i klassisk forstand. Israel er ganske vist en kolonimagt, men de besatte områder er ikke en ren koloni som de afrikanske kolonier og for eksempel Algeriet i forhold til Frankrig i sin tid. Disse kolonier kunne rive sig løs, hvad de også gjorde, blandt andet fordi de var totalt adskilt fra “deres” geografisk fjerne kolonimagter. Men Golan, Vestbredden og Gaza-striben ligger inden for den israelske kolonimagts område og kan ikke rive sig løs, selv om det er det, palæstinenserne i de besatte områder har forsøgt siden den første intifada fra 1987 og kæmper hårdt for at gøre i den anden intifada fra september 2000.
Israel bruger kolonimagtens redskaber til at konsolidere sin de facto status som statsmagt i hele Palæstina. Bosættelser, vejanlæg, særlove, militærbaser, begrænsning af befolkningens bevægelsesfrihed, det hele under løbende udvidelse og udbygning, tilvejebringer de nødvendige “kendsgerninger”, som forhindrer palæstinensisk selvstændighed og gør oprettelsen af en levedygtig palæstinensisk stat meget vanskelig.
Det zionistiske mål for Palæstina har altid været mest muligt land med færrest mulige palæstinensere. Den israelske kampagne mod palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza-striben – specielt siden september 2000 – har umiskendeligt karakter af etnisk udrensning. Likvidering af palæstinensiske ledere på alle plan, målrettede drab på civile, en politik, som går ud på at såre flest mulige, navnlig unge, med varig invaliditet som følge, ødelæggelse af hjem og ejendom, kollektiv afstraffelse, daglig chikane på alle plan: Alt det gør et normalt liv for den besatte palæstinensiske befolkning umulig. En menneskelig tilværelse kan kun leves uden for israelsk kontrol. Palæstinenserne forlader Vestbredden og Gaza-striben i tusindevis, mens israelske politikere helt op i ministerpræsidentens kontor taler højt om, at nu er det tid for at gennemføre “Anden Halvdel af 1948”, nemlig fortsættelsen af den etniske udrensning fra tiden omkring Israels oprettelse.
Hundrede år efter, at den zionistiske bevægelse begyndte at organisere indvandring af europæiske jøder til Palæstina for der at oprette en jødisk stat, står projektet foran sin fuldførelse. Palæstinenserne er ved at tabe kampen om Palæstina.

Det er den jødiske statsbygningsideologi zionismen, som er grundlaget for Israels oprettelse. Zionismen har rod i de store, fattige jødiske samfund i specielt 1800-tallets Østeuropa, hvor millioner af jøder led under pogromer og undertrykkelse fra de omkringliggende samfund. Zionismens mål var at skabe et hjemland for jøder, hvor de kunne leve i fred uden forfølgelse og antisemitisme.
Zionismen havde mange teoretikere gennem tiderne, men det var den østrigske journalist og skuespilforfatter Theodor Herzl, som førte teorien ud i praksis. 29. august 1897 stod han i spidsen for den første zionistkongres i Basel i Schweiz. Her blev skinnerne lagt ud for det projekt, som 50 år senere skulle blive den jødiske stat Israel.

Med kongressen i Basel tog Palæstina-problemet sin begyndelse. I den zionistiske historieskrivning framstilles Palæstina på den tid som et folketomt land: “Landet uden folk for folket uden land”, som det hed. Men Palæstina var ikke noget tomt land, da zionisterne kastede deres øjne på det. På det tidspunkt levede der omkring 450.000 arabere i Palæstina, mod 47.000 jøder. Araberne havde 99,5 procent af jorden. Palæstina var entydigt et arabisk land og ikke tomt og øde.

Den zionistiske statsbygningsplan skulle føres ud i livet ved hjælp af tre “redskaber”:

1) Masseindvandring af jøder.
2) Erobring af jorden.
3) Fordrivelse af de arabiske indbyggere.

50 år senere var hovedparten af Baselprogrammet gennemført. Fra 1882 til 1947 indvandrede en halv million europæiske jøder i syv bølger, og omkring syv procent af Palæstinas jord var på zionisternes hænder. De syv procent syner ikke af meget, men jøderne havde købt jorden omkring den frugtbare kystslette og i Galilæa i nord og havde yderligere placeret de jødiske kolonier i et strategisk netværk, der dækkede det meste af Palæstina så bredt, at det i sidste ende afgjorde FNs deling af området i 1947 til zionisternes fordel.

Konflikten mellem Israel og Palæstina er konflikten om land. Grundlæggende handler det om sammenstødet mellem jødisk bosætterkolonialisme og den gryende arabiske nationalisme ved indgangen til det 20. århundrede. Det er historien om en lokal arabisk befolkning, som fra 1800-tallets socialt og økonomisk tilbagestående samfund kom i klemme mellem det osmanniske imperiums sammenbrud og de europæiske stormagters overtagelse af Mellemøsten efter Første Verdenskrig. Det er historien om en arabisk befolkning uden samlet ledelse, splittet i interne magtkampe mellem klaner og familier, delt mellem by og land, rige og fattige, og handicappet af den osmanniske arv. Det er historien om zionistisk jødedoms møde med en uforberedt og underlegen palæstinensisk befolkning, som først lige var begyndt at finde sin identitet som folk.

Palæstinenserne tabte kampen om Palæstina i mandattiden. Det vil sige fra briterne som faktisk kolonimagt efter Første Verdenskrig overtog administrationen af Palæstina frem til november 1947, da FN delte området mellem jøderne og palæstinenserne.
Det var Balfour-deklaration, der var krumtappen i den jødiske statsforberedelse. Som led i de europæiske stormagters deling af det osmanniske imperium efter Første Verdenskrig fik briterne Palæstina som mandatområde. I årene forud havde regeringen i London lovet den zionistiske ledelse, at Storbritannien ville “se med velvilje” på skabelsen af et “nationalt hjem for jøder i Palæstina”, som det hed i Balfour-deklarationen fra 1917. Balfour-deklarartionen blev ved Storbritanniens overtagelse af mandatmagten skrevet ind i mandatet og således gjort til international forpligtelse. Storbritannien havde brug for jøderne i Mellemøsten som stødpude mod europæiske rivaler og til bl.a. at sikre de britiske handelsveje til Indien.
I ly af briternes militære tilstedeværelse og dominans over området opbyggede de indvandrende europæiske jøder et selvstændigt jødisk samfund ved siden af det palæstinensiske med alt fra egne byer, økonomi, skattesystem, undervisning, fagforeninger, banker, politi og militær. Samtidig foregik der en organiseret indvandring af jøder hovedsagelig fra Østeuropa og Rusland.
Herover for kunne palæstinenserne med deres tilbagestående, halvfeudale samfundsstruktur og mangel på fælles ledelse ikke stille meget op. Briterne tilbød dem ganske vist på et tidligt tidspunkt medindflydelse på mandatets indretning sammen med det jødiske samfund, men palæstinenserne kunne heller ikke samle sig til den nødvendige politiske vilje til indflydelse. I stedet for greb de til kamp.
Palæstinenserne betragtede briterne som hovedfjenden og årsag til deres problemer. Derfor ønskede de briterne ud af Palæstina og stop for jødisk indvandring og dannelsen af en national regering. Herefter fulgte tre ødelæggende år med først generalstrejke og derefter kampe, hovedsageligt mod briterne. Generalstrejken, som varede i 175 dage, ødelagde den palæstinensiske økonomi. Og kampene i årene efter splittede det palæstinensiske samfund. Briterne slog hårdt ned på palæstinenserne, og kampen ødelagde efterhånden den palæstinensiske samfundsstruktur.

Det jødiske samfund benyttede den palæstinensiske opstand mod mandatmagten til at lægge grunden til den senere jødiske stat. De forstærkede og udbyggede deres eget samfund på alle måder. Samtidig lykkedes det dem at integrere det store antal jødiske indvandrere, der var kommet til Palæstina fra Tyskland i årene op til 1936, da nazisterne for alvor begyndte at få magt.
Briterne måtte efterhånden erkende, at mandatet ikke var til at administere. London ønskede desuden at sikre sig arabisk støtte i den kommende krig mod Tyskland og greb derfor ind mod den jødiske indvandring. Det førte til jødisk opstand mod briterne, som til sidst gav op og efter krigen overlod Palæstina-problemet til FN.
29. november 1947 vedtog FNs generalforsamling at dele Palæstina i en jødisk og en palæstinensisk stat. Jøderne sagde ja til planen, mens palæstinenserne og den arabiske verden afviste den.

Fra FN vedtog sin delingsplan, udbrød der hårde kampe mellem palæstinenserne og jøderne. Men palæstinenserne kunne ikke stille noget op i det lange løb. De stod internt splittede, og briterne havde knust deres militære muligheder allerede i 1930-erne. Opstanden fra 1936 til 1939 havde tappet dem for kræfter og ressourcer. Et halvt år efter delingsplanens vedtagelse var den jødiske stat Israel en realitet. Den efterfølgende krig omkring Israels oprettelse blev et opgør mellem Israel og de arabiske lande. Araberne tabte og palæstinenserne betalte.
Da krigen var slut i 1949, var grunden lagt til verdens længstvarende flygtningeproblem. Omkring 750.000 palæstinensiske arabere var flygtet eller fordrevet af de jødisk-israelske styrker. Ca. 150.000 palæstinenserne lykkedes det at blive boende i deres gamle område inden for den nye stats grænser. De er i dag blevet til ca. 1,2 millioner israelske statsborgere. Ved Israels oprettelse levede der 1,3 millioner palæstinensere i Palæstina. I dag er det samlede antal palæstinensere i verden fem-seks millioner. De fleste lever i Israel, de besatte områder og i FNs ramponerede flygtningelejre i Israels arabiske nabolande.

I de knap 20 år fra Israels oprettelse til Seksdageskrigen i 1967 var palæstinenserne stort set glemt af verden. Kampen for at skabe en palæstinensisk stat fortsatte, men den blev ført af de arabiske lande. Først efter Seksdageskrigen trådte palæstinenserne frem igen med deres egen ledelse og egen politik.
Den palæstinensiske Befrielsesorganisation, PLO, var blevet oprettet i 1964 af de arabiske stater, så de kunne udnytte palæstinenserne i deres egen kamp mod Israel. Men fra 1967 overtog palæstinenserne selv organisationen og indledte en væbnet og politisk kamp mod Israel, som pågår endnu i dag.
I 1974 anerkendte de arabiske lande PLO som eneste lovlige repræsentant for palæstinenserne med Yassir Arafat som øverste leder. PLO og andre palæstinensiske organisationers kamp mod Israel med bl.a. flykapringer og terroraktioner mod civile mål i Israel og mod jøder i udlandet har kostet palæstinenserne dyrt gennem årene. Kampen blev ført fra arabiske nabolande som Syrien og Jordan. I 1970 satte Jordans pressede kong Hussein sin beduinhær ind mod de palæstinensiske partisaner i flygtningelejrene uden for Amman og fordrev dem til Libanon. Kampen mod Israel kulminerede i begyndelsen af 1980-erne med Israels invasion i Libanon og den efterfølgende ødelæggelse af PLOs militære og politiske magtbase i Libanon og med fordrivelsen af Yassir Arafat og resten af PLOs ledelse fra Beirut i 1982.
Det var ved den lejlighed, at kristne militser, som blev støttet af Israel, begik massakrer mod kvinder og børn og gamle i de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Shatila i Beirut. Det var Israels nuværende ministerpræsident, Ariel Sharon, som dengang var forsvarsminister i Menachem Begins konservative regering. Sharons rolle i massakrerne i de to flygtningelejre er i dag genstand for undersøgelse ved en belgisk domstol.

For den zionistiske bevægelse betød oprettelsen af Israel i 1948, at målet fra kongressen i Basel 50 år tidligere stort set var nået. Palæstinenserne var flygtet eller fordrevet eller gjort til et umyndigt og økonomisk ubetydeligt mindretal. Og der var dannet en etnisk og religiøst afgrænset stat, hvis jødiske befolkning var begyndt at forstå sig som en nation. Der blev hurtigt behov for mere land, og det kunne kun skaffes med militære midler. Krigen i 1967 var en gunstig lejlighed.
Med erobringen af Vestbredden, Gaza-striben og Golan højderne havde Israel i praksis nået sine territoriale mål. Problemet var den store palæstinensiske befolkning, som fulgte med. Derfor valgte Israel kolonimodellen. Med den fulgte foreløbig godt tre årtiers hårdhændet israelsk overherredømme over en fremmed befolkning.

Intifadaen i 1987, palæstinensernes opstand mod den israelske besættelsesmagt, var den foreløbige kulmination på dengang 20 års israelsk militær- og kolonipolitik i de besatte områder. Her lå de jødiske bosættelser tæt med deres titusindevis af jødiske kolonister, som med deres tilstedeværelse i de palæstinensiske områder var med til at hindre en mulig fremtidig palæstinensisk selvstændighed.
Opstanden kom bag på både israelerne og de palæstinensiske ledere, som sad i eksil i Tunis. Intifadaen og den israelske bekæmpelse af opstanden pressede både PLO og Israel og tiltrak hidtil uhørt international opmærksomhed på det israelsk-palæstinensiske problem. Sammen med kommunismens sammenbrud og de helt nye geopolitiske muligheder, det skabte, banede Intifadaen vejen for den såkaldte Oslo-aftale mellem Israel og PLO i 1993.
Den blandt palæstinenserne stadig mere upopulære Yassir Arafat havde desperat brug for at komme tilbage i historien og var indstillet på at betale en høj pris – på palæstinensernes bekostning, skulle det snart vise sig. Og Israel ønskede bl.a. at komme ud af det militære og sikkerhedsmæssige morads, de besatte områder, specielt Gaza-striben, efterhånden havde udviklet sig til. Presset på de israelske militær- oog sikkerhedsstyrker var blevet for hårdt. Det var lettere at lade Arafat og hans Tunis-klike overtage problemet med at holde ro og oden i de besatte områder.
Oslo-aftalerne betød ikke, at Israel slækkede på sin kolonipolitik i de besatte områder. Tværtimod. Mens forhandlingerne mellem Israel og det palæstinensiske selvstyre, som det kom til at hedde efter Oslo, slæbte sig afsted langt efter de fastsatte tidsfrister, udbyggede Israel bosættelserne i de besatte områder på fuld tryk.
I dag lever der omkring 400.000 jødiske kolonister i Golan højderne, på Vestbredden (herunder i det stærkt udvidede Østjerusalem) og i Gaza-striben. Samtidig fortsætter Israel etableringen af det netværk af veje og militære og civile bastioner, som allerede nu udgør en alvorlig forhindring for en mulig selvstændig palæstinensisk stat.

Optakten til den nuværende opstand, den anden intifada, var bl.a de såkaldte Camp David-forhandlinger i USA mellem Yassir Arafat og Israels daværende ministerpræsident, Ehud Barak. Der er ikke kommet meget ud om indholdet af disse samtaler, men Yassir Arafat har fået skylden for, at de brød sammen. Arafat skal have sagt nej til meget “generøse” israelske tilbud. Den palæstinensiske leder skal bl.a. – ifølge den israelske universitetsprofessor Tanya Reinhart – have sagt nej til sammen med Israel at underskrive en erklæring om at stoppe konflikten mod at opgive de to centrale FN-resolutioner om israelsk tilbagetrækning fra besatte områder. Det er Resolution 242 fra 1967 og Resolution 338 fra 1973. Sammen med Resolution 194 fra 1948 om palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage til deres hjem, er disse resolutioner palæstinensernes stærkeste forsvar mod Israels endelige overtagelse af hele Palæstina.

Det var den palæstinensiske ledelses nej til det israelsk-amerikanske Camp David-diktat, som banede vejen for det andet palæstinensiske oprør mod den israelske besættelse fra september 2000. Opstanden havde da været under opbygning længe i kølvandet på Oslo-forhandlingernes faktiske sammenbrud og Israels fortsatte udbygning af sin kolonipolitik på Vestbredden og i Gaza-striben. Ariel Sharons provokerende besøg på Tempelbjerget var kun gnisten, som skabte eksplosionen.
Israels militære genbesættelse af Vestbredden og Gaza-striben og den målrettede ødelæggelse af palæstinensernes eksistensmuligheder er blot et logisk led i zionismens århundredlange bestræbelse på at overtage hele Palæstina.

– Tilbage >

————————————————————–

Vigtige årstal i Palæstinas nyere historie 1897 – 2001:

1897 Den første Zionistkongres i Basel. Her grundlægges den zionistiske bevægelse hvis mål er dannelsen af en jødisk stat med plads til alverdens jøder

1917 Balfour-erklæringen vedtages hvori Storbritannien lover zionismen støtte til ’et nationalt hjem for alverdens jøder i Palæstina”.

1918 Fredsforhandlinger efter 1. Verdenskrig. Sejrherrerne England og Frankrig deler Mellemøsten mellem sig.
Palæstina bliver engelsk mandatområde. Palæstinenserne protesterer mod koloniseringen

1947 FN vedtager delingsplanen for Palæstina. 55% af det historiske Palæstina gives til den ny stat Israel. Resten skal udgøre en kommende palæstinensisk stat, som imidlertid ikke bliver til noget

1948-49 Staten Israel oprettes. Krig mellem Israel og de arabiske lande. 750.000 palæstinensere fordrives og må tage ophold i flygtningelejre i de arabiske nabolande. Israel har gennem krigen erobret yderligere 20% af Palæstina.

1967 Junikrigen mellem Israel og de arabiske lande. Israel besætter resten af det historiske Palæstina: Vestbredden og Gaza. Israel indleder den ulovlige bosætter-politik.

1987 Den første intifada (opstand). Stenkastende børn bringer Palæstina på alverdens forsider.

1993 Oslo-aftalen underskrives af Yitzhak Rabin og PLO’s Yassir Arafat

2000 I september udbryder den 2. intifada.

2001 Ariel Sharon bliver israelsk regeringsleder.

– Tilbage >

—————————————————————

Et folk på flugt

For retten til at vende hjem

Med oprettelsen af staten Israel i 1948 fik den zionistiske bevægelse opfyldt sit mål om en jødisk stat i Palæstina. For palæstinenserne blev det en katastrofe.

Under krigen mellem Israel og de arabiske lande i 1948-49, som fulgte efter staten Israels oprettelse, blev 750.000 ud af 1.2 millioner palæstinensere fordrevet. Zionistisk militær med våben fra briterne invaderede palæstinensiske byer og landsbyer, fordrev palæstinensere og udrensede hele landsbyer.

Året 1948 med statens Israels oprettelse og fordrivelsen af palæstinenserne fik siden navnet Katastrofen – på arabisk Nakba.

De 750.000 palæstinensiske flygtninge fra 1948 kom til at udgøre kernen i den israelsk-palæstinensiske konflikt de følgende år.

– 100.000 var flygtet til Libanon hvor de blev et retsløs pariagruppe som i 70’erne og 80’erne blev inddraget i den libanesiske borgerkrig.

– 75.000 kom til Syrien og ligeså mange til Jordan

– 200.000 kom til Gaza

– 300.000 flygtede til Vestbredden

FN’s beslutning om at oprette en arabisk stat ved siden af en israelsk gik op i røg.

Junikrigen mellem Israel og de arabiske lande i 1967 – som Israel vandt overlegent – markerede endnu et kapitel i den palæstinensiske katastrofe. Hermed kom de sidste rester af Palæstina, Vestbredden og Gaza, under israelsk besættelse. I forbindelse med junikrigen i 1967 flygtede 200.000 fra Vestbredden til Jordan.

De palæstinensiske flygtninge har siden da levet i over 50 år i flygtningelejre, nye generationer er vokset op som har levet hele deres liv under kummerlige forhold i flygtningelejre. De holder fast på deres palæstinensiske identitet og på kravet om retten til at vende hjem. Flygtningespørgsmålet har været centralt i alle de fredsforhandlinger der siden da har fundet sted.

I resolution 194 fra FN’s generalforsamling i 1948 bekræftes at flygtninge der ønsker at vende tilbage og leve i fred med deres naboer, skal tillades at gøre det ved først mulige lejlighed, og at kompensation skal betales til såvel dem der vælger at vende hjem og til dem som vælger ikke at vende tilbage.

læs mere:

http://www.badil.org/
http://www.al-awda.org/

– Tilbage >

———————————————–

Bosættelserne

Bosættelserne er et af de største stridspunkter i den israelsk/palæstinensiske konflikt. Overalt i de palæstinensiske områder ligger bosættelserne som utilnærmelige forter. Bosættelserne er et led i Israels kolonisering af Palæstina.

Allerede den 12. juni 1895 skrev zionismens grundlægger Theodor Herzl i sin dagbog:

”Vi må forsøge at sende den fattige befolkning over grænsen. … Både processen med at ekspropriere jord og flytte de fattige må udføres diskret og varsomt”.

Det var altså fra starten klart at den israelske bosættelsespolitik hænger uløseligt sammen med hele ideen om at gøre Palæstina til en jødisk stat.

Junikrigen i 1967 blev startskuddet til en meget offensiv bosætterpolitik. Allerede en måned efter krigens ophør oprettede Israel den første bosættelse i Golan. Tre måneder senere præsenterede Israels premierminister Levi Eshkol (Arbejderpartiet) den første plan for bosættelserne. Og i begyndelsen af 1968 havde Israel oprettet bosættelser i alle de besatte områder. Samtidig var der skabt en bevægelse af zionistiske ’pionerer’ der drog ud for at kolonisere de nye besatte områder.

Bosættelserne er placeret på de mest eftertragtede og strategisk vigtigste palæstinensiske områder. I dag er der over 200 bosættelser med 200.00 indbyggere på Vestbredden. I Gaza-striben er der placeret 18 bosættelser med i alt 6000 indbyggere. I det besatte Østjerusalem bor der mindst 200.000 bosættere. Bosættelserne er forbundet med hinanden og med Jerusalem via et net af motorveje som er forbeholdt israelske statsborgere.

Første skridt til oprettelse af en bosættelse kan være at Israel installerer en militærpost. Herefter bygges der på rekordtid en klynge præfabrikerede typehuse fra den ene dag til den anden. Så snart husene står klar, bliver området indhegnet med pigtråd, og der bliver opført et vagttårn. Rundt om bosættelsen oprettes en ’sikkerhedszone’. Mange bosættere bærer våben. Bosættelserne har fra meget få til flere tusinde indbyggere. Den israelske regering giver massive tilskud til opførelsen af bosættelserne.

I perioden 2000-2002 voksede bosættelserne med 20%. Ifølge den såkaldte Køreplan for Fred (Road Map) er Israel forpligtet til at standse etableringen af nye bosættelser.

Bosættelserne – ulovlige i henhold til Genèvekonventionen

I 1949 vedtog man i Genève den 4. Genèvekonvention der handler om hvordan en besættelsesmagt skal opføre sig i et besat område. I konventionen står bl.a.:

”Besættelsesmagten må ikke deportere eller overflytte sin egen civilbefolkning ind i det besatte område.” Den må heller ikke konfiskere den stedlige befolknings jord, men er forpligtet til at varetage den oprindelige befolknings vé og vel.

Israel underskrev i sin tid den 4. Genèvekonvention. Man har fra israelsk side forsikret at man ikke ville konfiskere jord eller flytte sin befolkning ind i de besatte områder. Men det er netop hvad staten Israel gør – hvilket er en klar overtrædelse af konventionen.