22. december 2014
Magasin på Kgs. Nytorv snyder med skiltning af israelske Medjoul dadler
Mandag den 22. december var Boykot Israel Kampagnen i aktion ved Magasin, Kgs. Nytorv (iført orange nissehuer) og besøgte stormagasinets supermarked Mad og Vin. Ved indgangen til supermarkedet var opstillet en kæmpe klods af Medjoul Dadler med et skilt hvorpå der stod: Jordan (se foto). Da vi kiggede nærmere på den 1 kilo tunge dadelpakke, og senere tjekkede på nettet (se kilder nedenfor) fandt vi oplysninger som klart dokumenterer at dadlerne i Magasin er israelske og ikke jordanske. Og at Magasin ikke kun snyder med mærkningen af oprindelsesland for Medjoul dadler, men muligvis/sandsynligvis sælger bosætterprodukter.
Medjoul dadler
Over 50 % af verdens Medjoul dadler produceres i Israel. 60 % af de israelske Medjoul dadler er opdyrket i ulovlige israelske bosættelser i Jordan Dalen og i området omkring Det Døde Hav. De fleste bosætter-dadler distribueres af firmaet Hadiklaim. Firma Hadiklaim sælger Medjoul dadler under blandt andet følgende brands: Jordan River, King Solomon, Jordan River Bio Top. Magasins Medjoul-dadler bærer brandet King Solomon og Jordan River og er distribueret af Hadiklaim (se fotos).
Hadiklaim er et israelsk dadel-farmer kooperativ med hovedsæde i Israel og er Israels største dadel-eksportør og sælger Medjoul dadler til utallige distributører. I Danmark er det et firma i Hvidovre der står for importen : Unifood Import A/S, Kanalholmen 4, 2650 Hvidovre. (se foto).
Stregkode 729 på dadlerne hos Magasin
Det er almindeligt kendt at produkter fra Israel har en stregkode der begynder med 729 (eller 871). Men ofte bliver israelske produkter omladet i andre lande og bærer dermed ikke disse stregkoder. Men Medjoul dadlerne hos Magasin bærer 729 som begyndertal i stregkoden (se foto) hvilket er dokumentation for dadlernes israelske oprindelse. Om dadlerne er dyrket i besat område eller i Israel,er umuligt for os at sige idet Jordan River (Jordan floden) danner grænse både mellem Jordan/ Israel og mellem Jordan/Vestbredden, samtidig med at Jordan-dalen strækker sig gennem både Israel og Vestbredden. For Boykot Israel er dette dog ikke et afgørende spørgsmål da vi opfordrer til boykot af ALLE produkter med israelsk oprindelse.
Boykot israelske dadler
På www.inminds.com/boycott-israeli-dates og på www.whoprofits.org (der er en græsrodsbevægelse som bl.a. undersøger bosætterprodukter) findes flere informationer om israelske dadler, herunder hvilke andre israelske firmaer der producerer og eksporterer dadler, om brugen af underbetalt palæstinensisk arbejdskraft i de israelske dadelplantager, om Israels profit ved dadel-eksporten og om boykotten af israelske dadler.
Boykot Israel – Frit Palæstina
Boykot Israel Kampagnen – www.boykotisrael.dk
– facebook.com/boykotisrael.dk