Omkring 4000 personer deltog i dagens Palæstina demonstration fra Svanemøllen station til Israels ambassade i Hellerup. Grundlaget var Stop Israels apartheid – Solidaritet med Palæstina, og med en opfordring til folketinget om at indføre sanktioner og boykot mod Israel. Undervejs blev der råbt slagord som Boykot Israel – Frit Palæstina og Styrk den internationale solidaritet.
De fleste demonstranter var unge, men der var også mange familier med børn.
Efter kort tid ved ambassaden blev der kastet et par kanonslag mod ambassaden, måske af et par unge vrede gutter. Men dette retfærdiggør på ingen måde politiets brutale adfærd!
Uden at kontakte demo-ledelsen og evt. få en dialog i gang, og uden at advare fyrede politiet stribevis af tåregaskanoner ind i demonstrationen og skabte vild panik. Hertil kommer at politiet havde medbragt blodhunde der gøede om kap med ambassadens hunde! Og vist nok bed en demonstrant eller to..
Det er totalt uacceptabelt med en sådan politibrutalitet i forhold til en lovligt anmeldt folkelig demonstration. Måske et forsøg på at miskreditere Palæstina- solidariteten?
Efter en del kaos samledes de fleste demonstranter – under demo- vognens flotte ledelse – igen ved Svanemøllen Station og gennemførte en del af det afbrudte program!
Demonstrationen var organiseret af: IF København, Stop Annekteringen, Boykot Israel Kampagnen, Global Aktion, Studerende imod Besættelsen, Follow the Women og Black Lives Matter.